Jack Elliott var mest kendt for ikke at være kendt. Selv om han befandt sig på rette sted på rette tidspunkt, og selv om han har inspireret utallige musikere, så var det, som om det var dem, der løb med berømmelsen. Årsagerne var bl.a., at han mest fortolkede andres sange, samt at han kun spillede det, han havde lyst til – uden hensyn til succes. Men om ikke andet så har han snart overlevet dem alle og kan præstere en karriere på over syv årtier og er blevet den sidste af de første folkesangere.

Han var en af de første såkaldt ikke-autentiske folkemusikere i USA. Han kom fra et privilegeret hjem i New York, men ville være cowboy, og allerede som teenager var han rejsende i musik og gjorde sig fortjent til tilnavnet Ramblin’. Han tog rundt i USA og mødte mange af de kendte country-blues musikere som Leadbelly og Big Bill Broonzy. Sammen med Pete Seeger, Tom Paley m.fl. var han foregangsmand for den store folk revival’ i 1960’erne, og han var med til at udbrede den traditionelle musik til byerne og universiteterne.

Jack Elliott blev den første elev af Woody Guthrie, og han turnerede og indspillede med ham i starten af 1950’erne og introducerede siden Bob Dylan for ham. Elliott turnerede siden med The Weavers i 1959, og sammen med især Derroll Adams indspillede og turnerede han i flere omgange i England, hvor han inspirerede mange musikere inkl. flere af de senere rockidoler. Andre stikord i hans svimlende karriere er hans medvirken i Dylans Rolling Thunder Revue-turné i 1975, som for øvrigt lige en mundet ud i en ny Scorsese-film.

Elliott lavede nogle pladeindspilninger i Nordtyskland med gamle venner som Alex Campbell, Derroll Adams og Guy Carawan i 1980. Vi, som oplevede hans ’koncert’ i Tønder i den forbindelse, troede ikke, at han ville være ’the last man standing’. Jeg husker det, som at han måtte støttes til og fra scenen. Han gennemførte kun få sange, og hans stemme og spil var vaklende og kun en skygge af den karisma, han var kendt for, og som man havde hørt om.

Allerede dengang troede mange af os, at det kunne være sidste gang, vi så ham, men nu viser det sig, at det stadig nås. Den nu 88-årige musiker er nemlig stadig aktiv og turnerer, og der udsendes stadig musik med ham. Der er lige udkommet et Elliott-julealbum, der ikke er en egentlig juleplade, men et pluk i Elliotts bagkatalog med sange, som har referencer til den kommende højtid. Med mindre man vil give sig i kast med hele hans pladeproduktion, så er dette en glimrende og nem måde at lytte til denne gigant i folkemusikken, som Dylan har kaldt folkesangernes konge.

https://www.ramblinjackelliott.com/