En dejlig saftig norsk plade med højfjeldets storladenhed og mystik og med en vokal der fremføres med både sødme, sårbarhed og sensualitet.

Norge er ikke et uspændende land på det musikalske plan, vi hører bare ikke så meget af det her i landet. Dog sker der noget. Den unikke norske sangerinde Helene Bøksle har netop gæstet Godtfolk festivalen på Fanø, og selvom Katzenjammer desværre måtte melde afbud til Tønder Festival, så havde de også Valkyrien Allstars på programmet – og de er dæleme heller ikke uspændende! Overtegnede sidder med deres seneste udspil, og hvad er det så for noget?

På den instrumentale side er det først og fremmest nogle hardingfeler (vi kalder dem hardangerfeler) med bas og slagtøj i maskinrummet, og på den vokale side nogle gedigne kvindelige udladninger. Instrumentalt får vi et saftigt fremaddrivende udtryk for højfjeldets storladenhed og mystik. Disse nordmænd kommer sandelig ikke snigende forsigtigt rundt mellem bygdens træhuse. Her står fjeldets urkraft helt fremme på scenekanten med fuld vægt, og musikken bliver ikke spillet med nationaldragter på – selvom Setesdaltraditionen stikker sit mørke og mytiske hoved frem. Musikken er som hovedregel originalkompositioner af orkestret selv, og arrangementerne rocker tungt og fyldigt af sted. Teksterne skyldes også for en stor del medlemmer af Valkyrien Allstars, men andre, herunder Henrik Ibsen og Shakespeare bidrager også. Sangene fremføres med både sødme, sårbarhed og sensualitet og spiller saftigt op til den kraftfulde musik.

Er der sagt hvad der skal siges? Jeg tror det. Denne fuldfede musik kan ikke mange lægge ører til upåvirket. Køb den og få den lige i synet.

Valkyrien Allstars: ”To Måner”

Heilo (2009)

Nils Thorlund