cd poulsens kapelFolkemusik, som vor mor lavede den! Hvis man går ind på Kapellets hjemmeside ”www.vpoulsen.dk”, finder man en humoristisk, men ikke 100% ajourført gennemgang af duoens tilblivelse og aktiviteter. Klikker man herfra videre til Sonnich Lydom, mødes man af – for anmelderen ikke helt forståelige – reklamer for Nikes løbesko. Med al respekt for orkestret, så ligner de ikke folk, der dyrker overdrevent kondiløb. Men spille kan de, Jes Kroman på violin og toradet harmonika og Sonnich Lydom, ligeledes på violin og torader. Desuden er sidstnævnte eminent på mundharmonika, men det står der nu ikke noget om i pressemeddelelsen. Men lige meget! Musikken holder, og musikerne er gode!

”Old School” er folkemusik, som vor mor (eller nærmere bedstemor) lavede den: Helt igennem akustisk og traditionel spillemandsmusik. 15 instrumentale numre, som ældre, hvidhårede ofte kan huske, at de har hørt et eller andet sted før, enten med forgængerne i Bror Kalles Kapel, med Ewald Thomsen, med Fanøspillemænd eller andre traditionsbærere. Her får vi ”Den lille Vendelbo”, ”Stegt Flæsk og Kartofler” og ”Jes Sonnichsen”. Og her er ”Den Firkantede Sløjfe”, ”Brøndums Hopsa” og meget andet godt – alt sammen fremført med smittende energi, meget gammeldaws og meget langt fra elektrisk forstærkning og trommesæt.

De siger selv, at de har lært musikken af alle deres forbilleder og venner. De nævner Ewald Thomsen, Fløjte Niels, Alfred, Keld Nørgård, Hans Jørgen Christensen, Poul Lendal, Carl Erik Lundgård Jensen, Hardy Thomsen, Jørgen “Frederik” Jeppesen, Peter Gorm Sørensen, Niels Wilhelm, Smeden og mange andre. Gennem talrige ophold i Canada har de desuden fået stor kærlighed til den traditionelle canadiske musik.

Den slags kan næsten ikke laves i dag! Og det er det da heller ikke, for et nærmere studium af coveret og pressemeddelelsen afslører, at herlighederne er indspillet 24. og 26. maj 1981 og oprindelig kom på et kassettebånd, der altså nu – omsider – er overført til cd. Den er tænkt som en fejring af 40-året for de to musikeres første møde. Men det var dog først 6 år senere, i 1981, at venskabet blev formaliseret, da den navnkundige Shetland-violinist, lærer og komponist, Tom Anderson (1910-1991) inviterede duoen til Shetland Folk Festival. Der skulle så findes et navn til plakaten, og da folk på Shetland opfattede de to musikere som brødre, var det nemmest at lade dem blive i troen, og dermed var brødrene Vagn og Valdemar Poulsen født.

To gange er kapellet blevet indstillet til en Danish Music Award. For 10 år siden kom cd´en ”Fanden er løs”, og både Lydom og Kroman er for nyligt udnævnt til rigsspillemænd. Nu kommer så ”Old School”, der giver håb om mere – både på de optiske medier og på de skrå brædder.

www.vpoulsen.dk