Traditioner må tilpasse sig skiftende tider for til stadighed at kunne fastholde relevansen og bevares levende. For 50 år siden dannedes gruppen Sand På Gulvet, som skabte den første fornyelse af traditionsmusikken på Fanø med udgangspunkt i respekten for grundlaget.
25 år senere, i 1999, videreførte trioen ULC med albummet ”Sik og sejs” denne fortsat løbende nyfortolkning af traditionen. Bogstaverne dækker over Peter Uhrbrand (violin), Sonnich Lydom (toradet harmonika og mundharmonika) og Seamus Cahill (bouzouki og guitar). Med en kombination af lokal forankring og dedikeret engagement skabtes et stærkt kvalificeret bud på opdateret Fanømusik.
Trods tre udsolgte oplag er efterspørgslen på albummet ikke forstummet. Derfor har ULC valgt at markere 25-års jubilæet med en genudgivelse i form af et remix, tilført to helt nye indspilninger.
Udover selve det, at ”Sik og sejs” nu igen kan erhverves, er de to bonusindspilninger ikke uden relevans. Remixet, som er foretaget for at gøre lyden lidt mindre ”spids”, har nemlig kun kunnet lade sig gøre ud fra masterbåndets begrænsede muligheder. Derved et det nye mix nok hørbart, men ikke i markant grad.
Det nævnes ikke som et problem. Nye mix mister ofte i for høj grad relation til indspilningstidspunktets lydbillede, og det er ikke sket i dette tilfælde. Det forhold skal ses i et positivt lys. Nyudgivelsen markeres tillige fysisk med et lettere tilrettet cover-layout og en nyskreven tekst.
Det kan debatteres til pinsemorgen, om irske Seamus Cahills akkompagnement på bouzouki og guitar er det rette for Fanøtraditionen. Sådan er det på øen, når fornyelser forsøges. Da Sand På Gulvets første plade udkom i 1976, lød der lokale puritanske røster om muligheder for et forbud.
Enhver sober og velment debat er relevant, men enhver traditions beståen sker som nævnt kun i samklang med tiden. ”Sik og sejs” er absolut stadig et kvalificeret bud på opdateret Fanømusik.
Det skal også nævnes, at trioen har en plan om senere på året at indspille en film, hvori musikken vil indgå i sin levende lokale sammenhæng. Fanø er som de fleste bekendt den eneste lokalitet i landet, hvor en ubrudt flere århundreder gammel musik- og dansetradition stadig er en del af hverdagen.
Sik og sejs – Album by Peter Uhrbrand, Sonnich Lydom, Seamus Cahill | Spotify