Her er virkelig tale om et musikalsk kultursammenstød af dimensioner: Toner fra den svenske avantgardejazz´ multinationale laboratorium møder hardangerfelen og den norske spillemandsmusik. Det lyder, som om det er en umulig kombination, men nu er der i hvert fald kommet en CD ud af det.
Den eksperimenterende jazzvokalist, bandleder og komponist Sofia Jernberg (f. 1983) er svensk, men født i Etiopien. Mellem 2002 og 2004 studerede hun jazz på Fridhems Folkehøjskole, og senere har hun bl.a. studeret komposition på Gotland. I 2008 modtog hun Det Kongelige Svenske Akademis jazzpris. Hun har tidligere bl.a. udgivet jazz-CD’en Crochet (2010), og i november sidste år medvirkede hun i opsætningen af operaen, ”Liebestod – En Opera:tion” på Det Kongelige Teater. ”Liebestod – En Opera:tion” blev dengang beskrevet som et eksperimenterende værk, der prøvede at skubbe til grænserne. Det samme kan man sige om den foreliggende nye CD.
Sofia Jernbergs jævnaldrende norske hardangerspillemand fra Røros, Olav Luksengård Mjelva, er bl.a. kendt for sit samspil med den svenske nøgleharpespiller Erik Rydvall, som han har udgivet tre albums sammen med. Jernberg mødte den norske spillemand i 2009 og blev umiddelbart grebet af hardangerfeletraditionen og af folkemusikken. Hun fortæller selv, at det helt præcist skete ved Hagenfesten i Gagnef Kommune i Dalarna. Olav gik roligt frem og tilbage uden for koncertladen og forberedte sig, før han skulle give en solokoncert. Hun spurgte ham, hvad det var for et instrument, han bar rundt på, og sådan startede samarbejdet. De to ville forstørre detaljerigdommen i hardangerfelespillet og skabe en fusion. Senere fik de Trondheims Jazz-Orchestra med på ideen.
Det kan være svært at høre på pladen, men de seks skæringer bygger alle på norske spillemandsmelodier, komponeret af gamle mestre, og indledes da også af Olavs instrument, som der så improviseres over. Numrene har navne som ”Den Lunefulle”, ”Pols etter Marta-Johannes” og ”Kjøbenhavneren”, men det skal ikke forlede lytteren til at tro, at her kommer rendyrkede folketoner. Som i operaen ”Liebebestod – En Opera:tion” skubbes der i den grad til grænserne!
Når jeg skal være ærlig – og det bør man bestemt altid være – må jeg sige, at jeg simpelthen ikke kan lide pladen! Det har jeg aldrig skrevet før! Men med min baggrund i folkemusikken udfordres mine grænser her i en grad, så det gør ondt. Der er bestemt ikke noget i vejen med at fusionere genrerne. Bjarte Eike og Barokksolistene har på fremragende vis forenet klassiske toner med folkemusik, og ULC, Uhrbrand, Lydom og Cahill, har siden 1998 glædet os med jazzede folk-toner.
Men Jernberg og Mjelva opløser melodierne i en grad, så de i mine øren lyder disharmoniske, uigenkendelige og på nippet til at falde helt fra hinanden. Det er muligt, at musikken skal både høres og ses, for ilden og spilleglæden i de to solisters, Jernbergs og Mjelvas, øjne er ikke til at tage fejl af, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de til fulde behersker deres sang og deres instrument. Men som lytteplade har jeg svært ved at finde på, hvad jeg skal bruge de seks skæringer til – andet end som et eksempel på, at sådan kan det altså lyde, hvis man insisterer på at præsentere noget, der næppe er hørt før. Måske er det en værdi i sig selv? Lyt selv!
