RootsZones anmelder Nils Thorlund har skænket sig en whisky og kaster øren og øjne på en række nye udgivelser.
Den danske sanger, guitarist m.m. og sangskriver Christian Achton Friis har haft gang i pennen med adresse til sit kapel Niceland. Han udtrykker sig på engelsk og rammer tydeligvis en britisk farve på nutidig sangskriveri for fuldt orkester. Uden at det på nogen måde er dårligt sprænger sangene og musikken på “Make No Sound” ingen rammer og mangler den sidste nerve der bringer det hele ud af boblen og ind i lytterens krop og sind.
Når vi nu har fat i den britiske farve, må karrierens første soloudspil fra Oysterband-forsangeren John Jones absolut nævnes. Det er nok ikke fair overfor Niceland at sammenligne, men her har vi fandeme nerven. Jones har på “Rising Road” blandt en del andre arbejdet sammen med Benji Kirkpatrick fra blandt andet Bellowhead og med Seth Lakeman. Han har primært indspillet en række traditionelle sange, men også bidraget med enkelte nyskrevne egne værker. Naturligt associerer man Oysterband når man hører Jones, men pladen bliver alligevel personlig med fremførelser og grænseoverskridende arrangementer der oser af nærvær og intensitet. Stærkt udspil!
Nå, tilbage til andedammen. Sangeren og sangskriveren Torben Kaas har hørt en masse sange med Woody Guthrie, Hank Williams, Leadbelly med flere, ikke mindst den tidlige Bob Dylan. Han har læst om sidstnævntes år i Greenwich Village, og så tog han den 14. april i år toget til København og indspillede en pladefuld sange – og så tog han hjem igen med sangene. Nu er de udkommet. Med sin guitar og mundharmonika lyder han på “On the Other Hand” grangiveligt som en ung Dylan, og det var vist også meningen. Det var den tradition og periode han ville beskrive. Spørgsmålet er hvor relevant det er at lyde som ikonet i sin vorden, men han gør det godt – og der kan jo komme en udvikling i en mere personlig retning.
Simon Gylden lyder også ganske amerikansk på “Stoopid Love Songs – The Stoopid Old Anti-pro Trilogy Vol. 1”. Det lyder ambitiøst, og i booklet´en fremgår da også et manifest om professionalisme som negationen af kunst. Det skal der ikke gås i dybden med her, men hele molevitten – også manifestet – er affattet på engelsk. Det er altså ikke primært beregnet på andedammen. Der er både guitar-og-mundharmonikasange og andre med større orkestrering, og det hele er dejligt skramlet og alternativt. Anti-pro med mandens egne ord. Ikke så ”stoopid” endda, men specielt.
Der er glædeligt mange sangskrivere i andedammen her der vælger at formulere sig direkte til medborgerne på det fælles mål. Stephan Grabowski er i høj grad værd at fremhæve blandt disse. Han synger sin stærke, personlige og fine lyrik til sin indiske skønhed. Han har spillet en fandens masse instrumenter selv, men har også været i Indien og indspille denne Bombay Feber med en række indiske musikere. Det hele er kogt sammen til en massiv moderne folk-rock-fusionslyd som udvider lyrikken, og samlet fremstår sangene stærke, nervemættede og påtrængende. Sådan kunne Beatles have gjort i den mest syret-eksperimenterende periode. Godt gået Grabowski!
Så bliver det anderledes svært at mobilisere begejstring ved gennemlytningen af irske Mick Fitzgerald´s “Damage Limitation”. Begrænset er også nerven og nærværet. Det er ganske enkelt en samling kønsløse, letflydende og ligegyldige sange der slet ikke slipper fri af studiets perfektionistiske og personlighedsbegrænsende sterilitet. Det er rå ord, men sådan er det. Som nyvaskede broderede lyseduge.
Nu vi er hinsides Nordsøens vande, har det glimrende skotske selskab Greentrax udsendt en opsamling med den teknisk brilliante violinist Paul Anderson betitlet “Home + Beaty”. Som hovedregel høres traditionel eller selvkomponeret traditionelt baseret musik akkompagneret af enten guitar eller klaver, sådan som det nu gøres derovre, men ind imellem får vi en ”skæring” hvorpå Anderson har akkompagneret en sanger. Pladen dokumenterer på glimrende vis mandens virtuositet på sit instrument og ind imellem hans parathed til at indgå i andre sammenhænge. Med 22 spor får man i øvrigt noget for pengene.
Som papayafrugten i pølseenden skal omtales en nøgen cd i et gennemsigtigt plasticetui som er modtaget. Et studie af nøgenheden afslører at der er tale om en præsentations-cd fra det latinske selskab Luaka Bop med titlen “Twenty First Century Twenty First Year”. En række af selskabets kunstnere fra det latinamerikanske område præsenteres, og titlen holder vand. Det er de gode rytmiske og kropslige genrer fra disse egne i nutidige arrangementer vi diverteres med.
Således livsbekræftende beriget runder rubrikbestyreren af, fyrer op under en god cigar og skænker sig en Bowmore.
Niceland: ”Make No Sound”, Gateway (2009)
John Jones: “Rising Road”, Westpark Music (2009)
Torben Kaas: “On the Other Hand”, Gateway (2009)
Simon Gylden: ”Stoopid Love Songs, Gylden (2009)
Stephan Grabowski: ”Bombay feber”, Irmgardz (2009)
Mich Fitzgerald: ”Damage Limitation”, (Egen udgivelse, 2009)
Paul Anderson: ”Home+Beauty”, Greentrax (2009)
Various Artists: ”Twenty First Century Twenty First Year”, Luaka Bop (2009)
