secret north cdÉn kvinde, halvandet års bekendtskab, fem mænd og seks bands! Der er også lidt talmagi forbundet med ”The Secret Norths” i forvejen ”hemmelige” navn. På cd-coveret står de fem mænd i gråt, blåt og hvidt og den ene kvinde i lysende rødt og udfører dansetrin. Smilende holder de hinanden om skuldrene. Ved første øjekast måske en fast sammentømret gruppe. Men normalt spiller de i ret forskellige orkestre; dog med den keltiske/nordiske folk-lyd til fælles. De seks musikere er virtuoser på hvert deres instrument, og de er bragt sammen for at eksperimentere, skabe nye klange og bane nye veje inden for folkemusikken.  Nu i 2015 har de så opsendt hvid røg og barslet med en fælles, instrumental cd, der kort og godt hedder ”Live”.

Det første møde mellem musikerne fandt sted i januar 2014 i et fjernt studie i det skotske højland. Spillet sammen havde de aldrig før, men i fem dage fordybede de sig og kombinerede deres forskellige baggrunde og musikalske traditioner for at lade det hele smelte sammen. I seks dage optrådte de endvidere på fem koncerter i Skotland, kulminerende med et show på Celtic Connections festival i Glasgow. Således blev ”The Secret North” født, fortæller gruppen selv.

Musikerne kommer fra Skotland, Irland og Skandinavien, og de bygger både bro mellem lande og mellem musikalske genrer. Der er meget symfonisk folk i projektet, ligesom der er funk, klassisk og jazzede rytmer. De seks musikere er:  Allie Robertson (The Outside Track), harpe, Ale Carr (Dreamers Circus og Basco), cittern, Donald Grant (Elias Quartet), violin, Kieran Munelly (Dave Munelly Band), fløjter og bodhran, Niall Vallely (Buille), concertina og Nikolaj Busk (Dreamers Circus), klaver.

Eksperimentet lykkes gennemgående fint og er en dejlig, stemningsskabende og vovet nyskabelse inden for genren, eller skulle man sige genrerne. Ingen af numrene er ”normale” i den forstand, at de holder sig til de tre obligatoriske grand-prix-minutter. Skæringerne er dejligt lange og vildt fabulerende, inspireret af naturen, af digte, af lege, af hjembyen eller af hårrejsende sagn og historier. Der er som nævnt lidt klassisk folk-symfoni i seks satser over pladen. Men hvor de klassiske symfoniers satser stort set peger i samme retning, så stritter satserne her i forskellige retninger, alt efter hvem, der har skrevet musikken. Og lytteren vil selvsagt have sine favoritter, mens andet vil blive sprunget over på afspilleren.

Instrumentbeherskelsen er helt i top, og man må glæde sig over harmonierne og de forskelligartede instrumenters vekslen, fine forsiringer og sammenfletninger. Indimellem savner jeg dog genkendelige melodier og temaer. Musikerne vil gerne demonstrere deres evner ved at spille hurtigt og virtuost, hvilket er forståeligt – og flot. Men også lidt vel hæsblæsende stressende, hvis man er til den melodiske og akustiske folk-tradition. Det gælder særligt numre som ”Mocking Is Catching” og ”The Game”.

Til gengæld fremstår indledningsnummeret, Kieran Munellys ”The Blind Brook” (Den blinde bæk), med fløjten i forgrunden smukt og indtagende. Her kan man virkelig høre bækken risle. Ligesom man tydeligt kan fornemme Solitudevejs gadestemning og lyde på Nikolaj Busks smukke ”The Ballad of Solitude Street”. Også Ale Carrs nummer med afsæt i hans hjemby, ”Fragments Of Solbyn”, lykkes rigtigt godt og har megen nordisk folketone over sig.

Det er i det hele taget sjovt og tankevækkende at prøve at identificere elementerne af de forskellige landes særpræg. Melodi Grand Prix og globalisering har heldigvis ikke – kan man konstatere med ”The Secret North” – smeltet al musik sammen til en unison underholdningsstrøm!