Tailcoat er det engelske ord for kjole og hvidt. Så er stilen lagt. Det må da også siges, at brødet slås stort op. Kjole og hvidt rimer mere på lancier på parket end folkemusik på fyrretræ, og musikken skal nok rubriceres et sted mellem disse umiddelbart uforenelige yderpunkter. Nykomponeret koncertmusik med folkemusikalske tonerækker kan være overskriften.
Tailcoat er en ung dansk-svensk kvintet med relationer til folkemusikkens uddannelser. Det sidstnævnte fremgår af musikernes høje spilletekniske niveau og de ambitiøse arrangementer. Pressematerialet beskriver musikken som verdensmusik med nordiske rødder. Instrumenteringen er violin/hardingfele, nyckelharpa, cister, elektrisk bas og slagtøj.
Det er et spørgsmål, om betegnelsen ”nordisk” giver mening. Hvor meget slægtskab er der eksempelvis mellem de danske og de svenske traditioner? Fred med det, lad musikken tale som den fremstår. Trods dansk overvægt i besætningen klinger den på ingen måde af polka, sekstur og hopsa. Den enlige sønderhoning klinger mere af polska – hvilket jo også er dansens oprindelige udspring.
Alle stykker er komponeret af kvintettens medlemmer, og eksempelvis klinger kompositionerne af den danske violinist Henriette Ambæk Flach næsten mere svensk end de tilsvarende af den svenske nyckelharpa-spiller Rasmus Brinck. Det falder i tråd med mange unge danske musikeres betagelse af svenske traditioner. Som det mere end antydes, er de nordiske rødder altovervejende svenske. Det betyder til gengæld, at pladen ikke stikker ud i flere umage retninger, men tværtimod opnår en god organisk enhed.
Stykkerne er gode og gennemkomponerede, og arrangementerne fungerer fint med lyttemusikkens nødvendige variationer mellem stille og forfinede sekvenser og fuldtonede pågående udladninger. Musikernes tekniske niveau er som nævnt højt. Det kommer ofte til at betyde en for høj grad af perfektionistisk sterilitet, men trods ansatser får Tailcoat skabt en storladen dynamik, der gør pladen særdeles lytteværdig. Det er jo netop lytte- og ikke brugsmusik.
Emil Ringtved Nielsens fine og varierede basspil ydes desværre ikke retfærdighed, specielt ikke i soloindslagene, med det for uldne og dybtonede mix. Det skal nu ikke sløre den vurdering, at Tailcoat har formået at kombinere tekniske og ekspressive kompetencer til et stærkt dynamisk resultat.
www.facebook.com/Tailcoatmusic/
www.tailcoatmusic.wordpress.com/
