Det går over stok og sten på den svenske duo Symbios tredje album, ”Endeavour”. Navnet betyder noget i retning af ”bestræbelse” og dækker sikkert over, at kunstnerne gør deres bedste. Det er helt sikkert hurtigt, velspillet, energisk og velegnet til et stort publikum på en stor scene.
Symbio har to albums i samme stil bag sig. I 2016 kom ”Phoresy” og i 2018 ”Rising”. Duoens musik er blevet beskrevet som musikalsk historiefortælling, hvor folkemusik, minimalistisk kunstmusik og elektronisk dansemusik mødes. De to medlemmer af Symbio repræsenterer instrumenter, som normalt aldrig ville kunne forenes: LarsEmil Öjeberget (harmonika og ”kick box”) og Johannes Geworkian Hellman (drejelire). Det usædvanlige møde og gruppens selvskrevne musik har høstet megen hæder i de 10 år, duoen har eksisteret. De fik f.eks. i 2016 prisen som Sveriges bedste nye band, og de har siden turneret intensivt – både i Sverige og i 20 andre lande.
Så det føles lidt mærkeligt at måtte indrømme, at jeg simpelt hen ikke kan lide musikken. Den stresser mig og virker som et altovervældende, anmassende lydbillede, der ganske vist er imponerende i sin hurtighed og volumen, men savner ro, meningsfyldte melodier og forståelige ord. Det er ikke, fordi Öjeberget og Hellman ikke har tænkt over tingene i deres kompositioner, som alle er deres egne. De otte numre er ledsaget af et teksthæfte, der hæfter associationer på hvert enkelt nummer.
Indledningsnummeret ”Amnesty” giver anledning til tanker om de vildveje, vi af og til kommer ud på i livet, siger kunstnerne. ”Journeys” handler om glæden ved at kunne rejse igen efter stilstandsperioden under Corona-nedlukningerne, og ”Reminiscence” fortæller om glæden ved et møde med en elsket person. Fint nok, men ikke helt de associationer, jeg selv kommer på ved gennemlytningen.
Jeg gætter på, at den omtalte kick box må være et elektronisk slaginstrument, der tydeligvis får lov at spille en stor rolle på udgivelsen. Den bidrager til indtrykket af, at dette er mere elektronisk dansemusik end folkemusik. Som Pete Seeger sagde ved Newport Festivalen i juli 1965, da Bob Dylans elektriske guitar skurrede i hans øren, så ville jeg ønske, jeg havde en økse, så jeg kunne hugge ledningen over og finde tilbage til den akustiske folkemusik bag duoens sikre instrumentbeherskelse.
Men hvem ved? Måske kan Symbios toner få et nyt publikum til at interessere sig for harmonika og drejelire, mens de går bersærk ved en stor rockfestival.
