cd ekbergSvenske Sofia Ekberg har nysgerrige og levende øjne, der under stråhatten kigger muntert ud på læseren fra coverets fine teksthæfte. Ekberg har for nyligt udsendt noget så sjældent som en moderne EP. Extended Play eller udvidet spilletid. Ældre musikelskere kan sikkert endnu huske de små EP-vinylplader, der som regel indeholdt fire numre og dermed var en mellemting mellem singlen og LP´en.

Ekbergs EP, ”All the Small Details”, indeholder seks numre – to på svensk og fire på engelsk. Tre helt fra hendes egen hånd og tre skrevet sammen med andre, bl.a. danske Klaus Caprani. Tre akustiske guitarer, harmonisang, mandolin, dobro og lidt stomp box. Vældig enkelt, velskrevet og meget iørefaldende.

Sofia Ekberg indskriver sig i traditionen for klassisk folkesang i den amerikanske syng-med-ved-lejrbålet-tradition i ordets bedste forstand. Hun får mig til at tænke på Michelle Shocked, der i 1986 bragede igennem med ”The Texas Campfire Tapes”, enkelt fortalte, selvoplevede historier.

Hun er god til at sanse verden omkring sig, Sofia Ekberg. ensomheden midt i mylderet af moderne mennesker er et tilbagevendende tema på hendes plade. Her er sange om skilsmissebarnets mange ubesvarede spørgsmål, om at være en enlig – og ensom – mors datter og om den dementes tab af hukommelse, startende med alle de små detaljer, ”All the Small Details”. Og her er den dejlige ørehænger ”Så nära” om nærheden til den elskede; en nærhed, der så let kan slå over i ensformighed og kræve en udgang.

www.sofiaekberg.com kan man læse historien om, hvordan Sofia fra Småland som femårig fik sin første guitar. Om hvordan hun boede i London i årene 1993 – 1996, ødelagde sin stemme, tog en læreruddannelse i Göteborg med vægten på engelsk og litteratur – og om, hvordan hun – heldigvis – takket være musikalske venner fik stemmen og sangglæden tilbage. Og her er den så, debutpladen, der giver appetit på mere fra Sofia Ekbergs hånd og mund.