Siger er en duo, bestående af de to brødre Hartwin og Ward Dhoore fra den flamske del af Belgien. Førstnævnte trakterer diatonisk harmonika og sidstnævnte mandola, guitar og tangenter. De har arbejdet i forskellige andre musikalske konstellationer, men som duo under navnet Siger har de været aktive i omkring 15 år.
Deres idé med nærværende aktuelle album, duoens andet, er at markere deres tilbagevenden til internationale turneer med en intention om at reflektere indtryk fra ”landevejen.” At omsætte indtryk og følelser i toner, nænsomt udtrykt gennem 10 selvskrevne, instrumentale kompositioner. Albummets titel skal, med et citat fra covernoterne, udtrykke: “When we immerse ourselves into music and meet each other in our musical universe: that´s when we fly.”
Kompositionerne er mere impressionistiske end egentligt melodiøse og er mere præget af ostinater end af egentlige længere melodiforløb. De bæres forsigtigt på nænsomme hænder, nærmest som om de er nogle skrøbelige, små væsner. Udtrykket er overordnet set det modsatte af rustikt og pågående, men alligevel indfølt og nærværende i sin fine dynamik.
Musikkens afdæmpede sensitivitet understreges af de to musikeres teknisk og musikalsk kompetente fremførelser. Samlet set diverteres vi med et fint, stemningsfyldt og tilbagelænet lydunivers, der måske opleves bedst behageligt siddende med lukkede øjne.