Fuglene fløjter, anemonerne blomstrer, humlebien brummer, gøgen kukker, bondegårdene er stråtækte, og solen går ned i et luende skær på Sara Futtrups andet album, ”Jordens Åndedrag”. Det er som at høre de renvaskede og velduftende Vagabonder på Bakkegården bryde ud i jubelsang, når man lægger øre til dette album, der overvejende har melodier af Futtrup selv. Teksterne er af Futtrup, Thøger Larsen, Ellen Heiberg, Linda Vilhelmsen eller L.C. Nielsen.
Selvfølgelig er det ikke forbudt at elske Danmark og de lyse øjeblikke, men i Futtrups skønmaleri savner jeg lidt tydeligere ridser og skår – og nogle lidt kvikkere melodier; bare til en afveksling, ind i mellem. Det samlede indtryk kan nemt blive, at her er en hyldest til det Danmark, vi alle drømmer om, men yderst sjældent oplever ”in real life”. Hvor mange gedigne snevejr oplever vi danskere egentlig, og hvor mange stråtækte bondegårde er der mon?
Det var de kritiske bemærkninger. Albummet ”Jordens Åndedrag” er i øvrigt et sympatisk projekt i den nordiske folkevisetradition, hvor en del glemte og oversete digte med Danmark og naturen nu har fået melodier. Som Futtrup skriver, er der tale om tekster, ”som kredser om den sanselige, kropslige forbindelse, vi mennesker er en del af i et større økologisk kredsløb. Naturen i mennesket. Mennesket i naturen”. Jeg tænker, at det er en bevidst strategi, at Futtrup med sin let patetiske og langsomme skønmaling vil have os til at fremmane indre billeder af det, vi elsker, savner og gerne vil bevare.
Hun er vokset op på både Færøerne og Grønland og kender disse landes særegne natur fra sin barndom. Hun mener, at den økologiske krise er opstået, fordi vi som mennesker har indtaget en rolle som beherskere af naturen. Imod denne udvikling søger hun at sætte fokus på naturen med sin musik, og heri kan der, indrømmet, som antydet ovenfor ligge den kritiske dimension, som man måske ikke får øje eller øre på ved første gennemlytning.
I 2018 kom Sara Futtrup med sit første dansksprogede album, ”Himlen Falder Nu”. Tidligere, for omkring en halv snes år siden har hun udgivet tre engelsksprogede albums med sit band Next To Beluga. Desuden skriver hun klavermusik til podcasts og reklamer.
”Jordens Åndedrag” er tænkt som fællessange og er prøvet grundigt af. Efter børn og skilsmisse startede Sara Futtrup for fem år siden fællessang op på Kulturstationen i Vanløse, og erfaringerne herfra fortalte hende om den glæde og samhørighed, fællessang skabte. I de seneste to år har hun lavet næsten 200 fællessangsarrangementer og koncerter som SYNG SOLEN NED, sangvandringer og morgensang alle mulige forskellige steder, fra plejehjem og kulturhuse til kirker.
De dygtige musikere på ”Jordens Åndedrag” er udover Futtrup (sang og klarinet), Eva Malling (kontrabas), Andreas Bernitt (violin), Gunnar Halle (trompet), Lars Lundgaard Jensen (trommer & percussion) og Jonas Berg (piano-indspilning).
Albummet, der indeholder ni skæringer, lægger ud med ”Det lyser grønt”, en salmeagtig tekst om livets mening. Fint klaverspil! ”Hvad stræber vi mennesker efter? / Hvad vil vi mere / Vi har jo både sol og vind/ Naturens egne kræfter”. Teksten er af Ellen Heiberg (1930-2013), ikke at forveksle med Liva Weels veninde, Ella Heiberg. Herefter følger en række punktnedslag i den danske natur, fra snevejret, over skoven, til blomsterne og den lyse nat for at slutte af med L.C. Nielsen og Thorvald Aagaards smukke, ”Jeg ser de bøgelyse øer”.
Man kan læse mere om Sara Futtrup, høre nogle af hendes sange og mere på www.sarafuttrup.com.
Øverste foto: Julie Montauk
