Direkte og uden omsvøb. Sådan skriver og synger debutanten Niels Rye.
Singer-songwriteren Niels Rye har udsendt sit debutalbum. Men den 32-årige nordjyde, der er bosiddende i Århus, har spillet og komponeret musik i godt halvdelen af sit liv.
Han kommer i bogstaveligste forstand fra et hjem med klaver og foruden at spille på dette, har han også trakteret trommerne, inden han begyndte at spille guitar.
I begyndelsen skrev han tekster på engelsk, men han fandt hurtigt ud af, at skulle han noget med sine tekster, så skulle det være på modersmålet.
Hans første udgivelse indeholder 10 numre, deraf et enkelt kort instrumentalt nummer ”Sang til violin”, smukt og melankolsk. Ryes lydbillede er præget af observationer af mange forskellige hændelser, som han fortæller direkte og ligefremt fra dagligdagen med familien, vennerne, fra tv eller måske egne oplevelser.
Teksterne afspejler mange af livets facetter, oftest reflekterende og eftertænksomt, måske lidt sortseende, men med en livline i løbet af teksten. Håbet er der næsten altid. Det kan være om et kærlighedsforhold, der slutter, som i sangene ”Gå din vej” og ”Forår forbi”, som alligevel rummer håb om en positiv fortsættelse. Han beskriver også det lidt mørke sind i ”Angst for det gode”. Her er indelukketheden i fokus, og selv om det hedder ”Hvor han tæres hen, i en tilstand af stilstand, ikke meget liv, kun tid at slå ihjel”, så skal man ikke være bange for det gode. Der er stadig håb i mørket.
I ”At du kan holde mig fast” er det kærlighedens sandheder, der sættes spørgsmålstegn ved, og Rye har også en protestsang på sit album. ”Jeg vil gerne tro” er titlen, og her sætter han flere spørgsmålstegn, da det ikke altid er indlysende, hvad der er godt – og ondt.
I det hele taget indeholder Ryes tekster mange ordspil, som ofte skærer helt ind til benet uden overflødige omsvøb. Han er tilsyneladende inspireret af flere forskellige genrer og er ikke bange for at skrive om livets mørkere sider – men som nævnt altid med et lys forude.
På albummet spiller Niels Rye guitar, klaver, mundharmonika og ukulele. Christian Petersen medvirker på slagtøj, og Asger Christensen spiller viola og violin. Han er en spændende sangskriver og komponist, der er sprunget ud med personligt engagement, som maner til ro og eftertænksomhed.