Den svenske nøgleharpespiller Erik Rydvall (f. 1983) og den norske hardingfele-spillemand, eller hardangerviolin-spillemand, som man ville sige på dansk, fra Røros, Olav Luksengård Mjelva (f. 1983) er nu ude med deres tredje album, ”Vårvindar Friska”. Pladen indeholder 13 skæringer, hvoraf syv er traditionelle og seks nogle, de selv har komponeret. Her er guf for lidt nørdede feinschmeckere, der forstår at værdsætte lyden af 25 strenge i samspil og harmoni omkring numre som ”Klunkelåtten”, ”Högtidsmarsch” og ”Stout´s Waltz”.
Hardingfelen er en norsk variant af violinen. I tillæg til fire overstrenge har den fire-fem underliggende resonansstrenge, som tilsammen giver den specielle klang. Desuden er hardingfelen traditionelt forsynet med (ofte) stedsbestemte dekorationer.
Det har ikke skortet på roser til de to unge musikere, siden de første gang fandt sammen i efteråret 2011. Olav er således kåret til årets folkemusiker under Folkelarm 2013. Folkelarm er en fin festival, der er blevet Norges udstillingsvindue for folkemusikscenen over for arrangører fra ind- og udland. Desuden er parrets første cd, ”Isbrytaren” (2013) kåret til årets udgivelse på Folk & Världsmusikgalan. I 2016 kom parrets anden udgivelse, ”Vårdroppar”, der også blev nomineret til Folkelarmpris.
Et duosamarbejde mellem hardingfele og nøgleharpe er ikke hverdagskost. Det skyldes nok i høj grad, at repertoiret og spillestilen er ret forskellig på de to instrumenter. Hardingfelen ligger i et lysere register, og nøgleharpen har en dybere og fyldigere lyd. Tilsammen er resultatet en nyskabende lyd med gamle instrumenter. Hvis min gamle mor havde levet endnu, er jeg ret sikker på, at hun ville tilføje endnu en grund til, at kombinationen sjældent høres, nemlig at det lyder, som om Rydvall og Mjelva hiver mindst 25 katte i halen!
Der ligger vel den sandhed i et sådant udsagn, at fremmede øren, der første gang præsenteres for samspillet, kan finde instrumenternes toner, som fletter sig fint ind i hinanden, lige lovligt skurrende og hjerteskærende. Men und dig selv at lytte nogle gange, overvær en koncert eller se de intense og overbevisende videoer på duoens hjemmeside: http://www.rydvallmjelva.com/. Find de fine forskelle og nuancer og nyd det virtuose spil! Det tager sikkert lige tre-fire gennemspilninger af pladen eller nogle minutters opmærksomhed, men så vil jeg også tro, den er der.
Det er især Erik Rydvall, som er ansvarlig for de seks originale kompositioner. Mest iørefaldende synes jeg, at hans to bryllupsstykker, ”Vals til Ros” og ”Högtidsmarch” er. Sidstnævnte er tilegnet vennen og mandolinspilleren, Magnus Zetterlund, og er oprindeligt skrevet til mandolin.
Øreguf for folk, der forstår at værdsætte den nordiske folkesjæl omsat til originale og relativt sjældne instrumenter, virtuost betjent af to unge nyskabende traditionsbærere. Siden duoens start har den spillet koncerter i hele Skandinavien, deltaget i festivaler over store dele af Europa og turneret i USA. De to har også arbejdet som teatermusikere, og de har i det sidste års tid startet et projekt sammen med den engelske barokviolinist, Max Baillie, der skal munde ud i en fælles indspilning.