Jeg har desværre aldrig før hørt Rikke Bruhn. Hun har endda været i gang i en del år. Først i duoen

Bruhns Bazar og siden som solo singer/songwriter. I 2008 blev hun nomineret til en Danish Music Award Folk for debutalbummet, som var blevet til i samarbejde med Peter Abrahamsen. Desuden er det blevet til en del koncerter.

Palle Hjorth (tangenter) har igennem årene været musikalsk sparringspartner. Det er han også på dette nye album, hvor musikken er meget neddæmpet og båret af klaver og orgel. Netop derfor tillader jeg mig at henvise yderligere musikerkreditering til hjemmesiden.

Sangenes langsomme tempo næsten uden percussion minder om den stil, som Cowboy Junkies lancerede i slutningen af 1980’erne. Dette giver meget tid og plads til Bruhns fyldige stemme og sikre fraseringer. At hendes vokal samtidig præsenteres i en herlig tør og ærlig lyd uden effekter, opfordrer naturligvis til at lytte til teksterne.

Bruhns engelsksprogede sange er meget mørke og kredser om et angst-tema. Derfor er det en udfordring som lytter at nærme sig disse personlige beretninger, men kræver også et stort mod at fremføre dem. Det vil sandsynligvis kræve et endnu større mod at synge dem på dansk, men det fortjener de faktisk, og det vil gøre dem endnu mere vedkommende og hudløse. Jeg kan ikke komme i tanker om andre end Hanne Methling, der herhjemme tidligere har forsøgt dette.

Denne samling enkle, inderlige og ærlige ballader risikerer at blive overhørt, men jeg har på fornemmelsen, at Rikke Bruhn er en intens oplevelse live, så albummet er en oplagt lejlighed til at komme ud og synge for os, der er trætte af show, glimmer og effekter.

http://rikkebruhn.dk