Det er vel nærmest overflødigt at nævne Rasmus Lyberths grønlandske herkomst, der b.la. indebærer, at denne hans nye plade også er betitlet ”Alaatsinaassuseq aquttoralugu”, og at alle tekster er forfattet på mandens modersmål. Det er jo ligeså komplet uforståeligt som gælisk eller finsk for den store majoritet her til lands. Derfor er det en vældig hjælp til indføringen i Lyberths univers, at hustruen har gendigtet sangene på dansk. Hun skulle vel borge for indsigt og forståelse. Teksterne fremgår på begge sprog i albummets booklet til støtte for os uformående udi det grønlandske.
Man har altid kunnet høre gletsjernes kælven og hvalernes blåst i Lyberths sange – og ikke mindst i hans fremførelse af dem. Det kan man fortsat i de store og svulmende ballader på skiven, men der er også kommet flere verdensmusikalske elementer ind i hans nyeste sange.
Det understreges af de musikere, han aktuelt benytter sig af. Kristoffer Jul Reenberg (tangenter), Alain Apaloo (guitar), Ayi Solomon (slagtøj), Ulrik Skytte Andersen (bas) og Jane Clark (violin) samt tilføjet syngepigerne Nukâka Coster-Waldau, Karina Møller og Sophie Wiese kan ikke blot med deres uomtvisteligt fyldige kompetencer spille og synge farverne i lyrikken ud på imaginære lærreder og skabe udtryksfuld kolorisme. De tilføjer tillige elementer af diverse musikalske dialekter og gør på den måde musikken mere end bare isblå.
Lyberth har i en årrække boet på Fyn, og det kan spores i lyrikken. Der er langt mere kærlighed til livet, lyset og den elskede, end der er sejlende isbjerge. Vurderet ud fra de danske gendigtninger udtrykker Lyberth en nøgen og naivistisk tro på livet og kærligheden. Naivistisk på den smukke, søgende og oprigtige måde. Nok er han styrmand i sit liv, men navigerer mere efter nysgerrigheden end efter vedtagne konventioner.
Lyberths sangstemme er et kapitel for sig og rummer i sig selv et stort og meget personligt udtryk, som understøtter lyrikkens følelsesmæssige blottelser. Det er stærkt og modigt at dele sit inderste med os andre og på den måde vise troen på et fællesskab, som ellers ikke er comme il faut i tidens narcissistiske surrogatkultur.
Rasmus Lyberth er en unik kunstner i den danske andedam, og med ”Nysgerrighed som styrmand” viser han, at han formår at udvikle sit udtryk uden at give køb på inderligheden og fordybelsen. Det er både stærkt og smukt.
CD: Rasmus Lyberth: ”Nysgerrighed som styrmand” – Exlibris.
