Der er megen rå smerte i Poul Krebs´ let hæse og meget udtryksfulde stemme. En stemme, der er helt sin egen, men alligevel bringer mindelser frem om franske Marc Robine og norske Åge Aleksandersen. Og en stemme, der emmer af weltschmerz, bristede illusioner og hårde bestræbelser på at få de altid så svære og sommetider næsten umulige kærlighedsforhold til at fungere.
En smerte man også finder hos Michael Falch og norske Henning Kvitnes – og mirakuløst nok medvirker netop begge disse to sangere også på den nye cd ”Asfalt” ligesom svenske Lisa Nilsson, der synger duet med Krebs på den smukke førstesingle ”Vi tog heldigvis fejl” og lægger kor på ”En mandag så blå”.
Forsiden på denne overbevisende og vedkommende plade prydes af Krebs´ ansigt, der med sine furer og rynker ligner et stykke asfalt, som de insisterende og klare øjne kender en vej ud af. Tretten selvskrevne numre. Helt igennem på dansk og med en god håndfuld sange, der lyser særligt op og kører rundt på trommehinderne længe efter, at cd´en er taget ud af afspilleren. Den imponerende 23. udgivelse fra Krebs´ hånd siden debuten i 1979!
Holdet bag ”Asfalt” er på et dusin fremragende musikere og sangere, der med Christer Jansson i front på trommer og percussion pakker de stærke tekster fint ind.
Poul Krebs siger selv om ”Asfalt”, at ”det er sange fra de veje, jeg har kørt på – og om de mennesker, jeg har mødt på min vej….jeg kan rigtig godt li´ at portrættere folk, som jeg synes, har et liv, som gør mig nysgerrig.”
Dét er han god til – til at lade indtryk og mennesker blive til fængende melodier og ord, man lægger mærke til og nikker genkendende til. Det gælder vejarbejderne, der med fare for eget liv asfalterer vejene for os andre. En moderne Jens Vejmand-historie om snavs og ensomhed. Det gælder søndagstomheden på Stena Lines Norgesbåd, når festen er forbi. Og det gælder turen langs fængselsmuren i Horsens, tæt beskrevet med indridsede navne og håb om, at kæresten venter derhjemme.
Som gammel håndboldspiller kender Krebs også sportens verden. Et af portrætterne på cd’en – min favorit – forestiller den legendariske målmand Henry From (1926 – 1990). Vi, der er gamle nok, husker ham som OL-helten, der i 1960 sindigt placerede sit tyggegummi på målstolpen, så den ungarske Pal Varhidi blev hylet ud af den og brændte sit straffespark:
Jeg drømte jeg stod med Henry From
På byens gamle stadion
Han stod lidt ensom næsten som om
Hele verden havde glemt ham.
Jeg stillede mig lidt ved siden af ham
Og han bød mig et stykke Dandy
Vi stod lidt og tyggede uden at sige noget til nogen
Og jeg syntes det kvikked bestandigt.
Sangen slutter med de rammende og profetiske ord, at når vi kender historien, så lærer vi måske at holde mere af i dag og i morgen. Poul Krebs har med ”Asfalt” givet os en af sine bedste plader til dato.
https://www.facebook.com/Poulkrebs
