Den unge, finske folkemusikkvartet Polenta, der grundlæggende tæller tre violiner og én guitar, sendte d. 2. februar deres andet album på markedet. Udgivelsen fejres med en omfattende turné i Finland. Hen på foråret kommer Polenta desuden til Estland, Irland og Danmark. Herhjemme er de 21.- 24. maj med på Nordic Folk Alliance I Roskilde sammen med bl.a. danske Vesselil (www.nordicfolkalliance.com)
Medrivende instrumental spilleglæde og smittende energi! Tjek selv det fint komponerede nummer “Ikkuna”, albummets sjette skæring, eller nogle af de andre 10 album-numre, på YouTube. Her finder du også det afsluttende nummer, Polketti Tärviöltä.
Kvartettens første album, “Kaustinen Turbo” kom midt under Corona i august 2021 og indeholdt fortolkninger af musik fra netop Kaustinen i den vestlige del af det centrale Finland. Polenta er, som gourmeterne vil vide, egentlig en majsmelsret fra Italien, og navnet dækker måske over kvartettens livret eller hentyder evt. til instrumentblandingen: Aino Kinnunen spiller violin, Veera Kuisma, femstrenget violin, Mikko Malmivaara spiller den enlige guitar, som af og til er en baritone-guitar med dybe toner (der som regel er stemt B-E-A-D-F#-B). Olli Sippola betjener en femstrenget violin samt mandolin.
”Karkelo” indeholder, i modsætning til det første album, udelukkende selvkomponerede numre, som hele gruppen har bidraget til, ligesom de skiftes til at tage soli og stå i front, når de spiller og optræder. Det første nummer er titelnummeret ”Karkelo”, der på finsk betyder noget i retning af ”dans”, og det er da også et rytmisk, danseegnet nummer, der fint lader instrumenterne tale efter tur. Alle 10 numre er gennemgående livlige, ofte danseegnede og virtuost udført. Inspirationen kommer fra mange forskellige steder, lige fra frostklare vinterlandskaber til barndomsminder og festlige sammenkomster med gode venner, siger gruppen selv.
Alle fire musikere er i øvrigt musikalske aktivister, ud over at de er musikere. Aino Kinnunen er arrangør af Kaamospelit-festivalen, Veera Kuisma er en af ildsjælene bag Orivesi All Stars folk orchestra, Mikko Malmivaara arrangerer Munkkivuori folkemusiksamspil og Olli Sippola underviser folkemusikere i alle aldre i Kangasala.
Polenta fejrer med den nye udgivelse, at de nu har spillet sammen i fem år.