Voldsomt aktive og efterhånden aldrende Peter Abrahamsen – han har netop rundet 75 år – har følt behov for at få samlet nogle tråde og sammenbundet løse ender i sit personlige musikalske univers. Måske at få gjort en form for øjeblikkelig status og sat nogle punktummer for at kunne komme videre derfra. Det har han gjort ved at samle et bundt sange, ældre og helt nye, egne og andres, og udsendt dem på en cd´en ”Løse ender”, som samtidig er en markering af ovennævnte halvrunde fødselsdag.

peter-abrahamsen-loese-enderOverordnet set beskæftiger han sig med nogle grundlæggende værdier i et menneskes liv og deler sig groft set i to grupper med overskrifterne ”kærlighed” og ”søgen”. Sidstnævnte gruppe rummer blandt andet sange, eksempelvis Sig nærmer tiden og Fred hviler over land og by, der antyder at den aldrende Abrahamsen har fundet en religiøs side af sig selv. Joh, der er et stykke vej tilbage til sangene af Carl Scharnberg, Oscar Hansen og Rudolf Nilsen.

Abrahamsen har øjensynligt en trang til at sætte personlige præg på det materiale, han arbejder med. Det giver sig eksempelvis udslag i egne melodier til ovennævnte gamle værker af Blicher og Ingemann samt en ny dansk tekst til Sku´ gammel venskab rent forgå af Aakjær/Burns. Uanset en formentlig ædruelig og velment begrundelse, er der egentlig ingen grund til det. De gamle ting står godt nok, som de står.

Den gode veterans stemme bærer på fin og følsom vis præg af alderen, og det kunne med fordel understreges af mere enkle og mindre finpudsede musikalske arrangementer. På enkelte af sangene er han på vej i den retning, og det er klædeligt. Det er ellers så sandelig ikke fordi de indforskrevne musikere og sangere mangler kvalitet. Der er inviteret en sand perlerække med sig i studiet. Nærværende rammer er for begrænsede til at nævne hele rækken, men find dem selv på nedstående link.

Abrahamsen er på ingen måde tilbageholdende med at nævne flere af sangenes placeringer på Dansktoppen, og selv om fænomenet ikke helt er, hvad det var, fortæller det en historie om, hvor den gamle venstrefløjstroubadour står i dag. En del af sangene på ”Løse ender” er umiskendeligt præget af popmusikkens virkemidler. En dansk oversættelse af den gamle tyske Grand Prix-sang Ein bisschen Frieden har han sågar valgt at tage med. Dette ikke nævnt som en nedgørelse af popgenren, men for at vise det aktuelle udviklingstrin i Abrahamsens særdeles lange og meriterende karriere – der begyndte som rocksangeren Peter Abrams i vistnok 1958.

”Løse ender” er en personlig og følsom samling af sange, som dokumenterer, hvad Abrahamsen i dag tænker og tror om det liv, vi som mennesker har fået tildelt. Han har nu fået bundet nogle løse ender sammen, og det skal blive interessant at se, hvor det kan føre ham hen. Som han selv siger, har han jo ikke lagt sig ned, fordi han har rundet de 75. Det er der nok næppe heller nogen, der forestiller sig.

www.peterabrahamsen.dk