Titlen ”Driftwood” refererer til det seje træ, det maleriske drivtømmer, der har været stærkt nok til at overleve havets rasen. Nu ligger det så og glimter på stranden i alle mulige forskellige former og farver.
Således også numrene på ”Driftwood”, der er en debut-cd af en i vore dage usædvanlig slags. Den er ultra-enkel i sit akkompagnement. Og den er baseret på levedygtigt musikalsk drivtømmer i form af stærke holdninger, gode melodier og meningsfyldte tekster fra en svunden tid. Man må næsten knibe sig selv i armen og overveje, om tidsmaskinen har fløjet én tilbage til 1960ernes Greenwich Village eller 1970ernes Vise Vers-Hus, når man lytter til Pernille Quigg. Hun vedkender sig da også åbent arven fra den politiske sang med folk som Pete Seeger, Joan Baez og Bob Dylan.
Pernille! Jo, den er god nok! Pladedebutanten er dansker, men hun har boet i Irland. Og på syvende år bor hun nu i Skotlands sydvestlige hjørne i Ayrshire. Hun har taget en universitetsuddannelse i engelsk litteratur og er blevet mor. Og så er hun, som efternavnet antyder, gift med det yngste medlem af den nu desværre opløste og decimerede kultgruppe, The McCalmans, Stephen Quigg. Ved flere lejligheder har hun medvirket ved Stephens koncerter i Holland, Danmark og Skotland.
Skønt at høre, at en ung, dansk kvinde med en spændende fortid tør tage et dybt dyk helt tilbage til dengang, da stærke tekster, tiltrængt samfundskritik og stilfærdigt fingerspil på guitaren – og man fristes til at sige med blomster i håret – var på dagsordenen, når man lukkede op for radioen eller gik ind på et spillested. Det har faktisk altid undret mig, at de fleste unge sangere insisterer på at være 100% originale og skrive deres egne ting – hver gang – når der nu i traditionen ligger guld gemt, som bare venter på at blive samlet op. Og tiden kalder stadig på protestsange!
Pernille Quigg tør godt samle guldet op – kombineret med fire selvskrevne numre i den gamle ånd. Blandt de traditionelle numre får vi Malvina Reynolds skønne ”Turn Around” om tiden, der svinder alt for hastigt. Vi får Judy Smalls anti-krigssang ”Walls and Windows” og Phil Ochs´ ”There But for Fortune”, som på coveret kaldes den ultimative hymne til medfølelse. Det er en sang, man desværre ikke har hørt meget til, siden den – oftest i Joan Baez´ version – i 1960erne var fast inventar i ”Efter Skoletid”. Men dejligt at høre den igen. Den holder stadig.
Pernille har en smuk stemme, men hun måtte gerne modulere den mere for at bringe mere afveksling, kraft og dramatik ind i sin sang. Det er jo stærke ord og vigtige holdninger, der viderebringes – og det må godt kunne høres i en engageret og kraftfuld fortælling. En fin sang som ”Regnvejrsdag i november”, som synges på dansk midt i alt det engelske, kommer til at lyde patetisk, blodløs og kedelig. Det gælder desværre også flere af de andre sange, f.eks. den noget fortærskede ”Amazing Graze”. Akkompagnementet på cd´en er fint, spillet af hende selv og de overlevende McCalmans. Men det er også forudsigeligt og lidt for ensartet.
”Driftwood” indeholder 4 selvskrevne sange. Af dem er det ”Hold Me Tighter”, der er blevet hængende i mit hoved efter de første gennemlytninger. Det skyldes dels den iørefaldende melodi, og Emil Aarestrups smukke ord til digtet ”Angst”, som Pernille har oversat frit og fint og udvidet med tre vers.
Men også ”Between The Lines”, en hyldest til en elsket og afdød lærer, viser Pernille Quigg som en god sangskriver.
Lowland 018
http://www.pernillequigg.com/index.aspx
