Sanger, sangskriver, forfatter og billedkunstner Per Fjord har valgt at genudgive sit for længst udsolgte album ”Udenfor billedet” fra 1993 med egne sange, hvoraf spillemand Svend-Erik Pedersen har bidraget med flere af melodierne.

I denne anmelders ører ville sangene selv i 1993 have klinget lettere tilbageskuende. Måske overlevede elementer af et 70´ersind. Med fokus på melodimaterialet og arrangementerne har genudgivelsen, lidt hårdt trukket op, nok primært musikhistorisk interesse. Derimod kan teksterne sagtens fortjene at blive genopdaget. Per Fjords billedskabende fortællinger om kærlighed og dagligliv i storbyens lys tilsættes en skarp krydring af samfundskritik, et element som vel heller ikke helt ramte tidsånden i 90´erne, men teksterne er gode, ganske enkelt.

Han havde fyldt studiet med et sandt overflødighedshorn af tidens markante musikalske makkere, hovedsageligt fra det folkemusikalske univers. Det vil føre alt for vidt at opremse dem i denne sammenhæng. Ingen nævnt, ingen fremhævet. Der kan tælles mere end 30 musikere og sangere på albummet, der udkommer (i dag) 13. august.

Aktualiteten af genudgivelsen forstærkes af bogen ”Efterklang”, som Per Fjord præsenterer i den relation. Heri får hver af de 10 sange et lille stykke kortprosa, der satirisk, humoristisk og med elementer af selvbiografi placerer dem i nutidens lys. Et interessant ekstra bidrag og en yderligere legitimering af at afpudse disse knapt 30 år gamle sange. Per Fjords aldrende poesi holder stadig vand.

https://www.facebook.com/per.fjord.1