”Tænker! Når nu proppen er af, så har ingen på rootszone.dk vist hørt vedlagte album fra 2014. I øvrigt så er der vist en række udgivelser, I aldrig har hørt om, viser, rock, folkemusik, lydbilleder med ord osv. – fra mig altså”.
Sådan skrev en af Danmarks flittigste kreative altmuligmænd, Per Fjord, forleden til rootszone, og et hurtigt kig i arkiverne viser, at han har helt ret. Kun tre anmeldelser af en produktion, der er bemærkelsesværdigt righoldig, og som tæller op mod en snes cd´er, LP´er, digtsamlinger og noveller – foruden billedkunst – gennem de sidste 41 år. Synd og skam, men det skal nu også, at rootszone.dk ikke har eksisteret i alle de år. Men vi iler fulde af forventning med at anmelde den vedlagte cd, ”Bluessanger”, med syv års forsinkelse.
Per Fjord
Der har været en pause på netop syv år i Per Fjords pladeproduktion siden 2015, hvor der kom et par jule-singler. Men i 2020 kom så cd´en ”Rusten Kærlighed”, og i år genudsendtes den for længst udsolgte cd ”Udenfor billedet” (1993) med tilhørende bog, ”Efterklang – Fortællinger fra et album”. Min kollega, Nils Thorlund, anmeldte ”Udenfor billedet” samt bogen 13. august i år og betonede her det tilbageskuende element i genudgivelsen, hvis tekster han i øvrigt roste og bemærkede, at de stadig holder vand næsten 30 år efter.
Mit eget første møde med Per Fjords tekster og melodier går helt tilbage til den tid, hvor han ud over Fjord også brugte efternavnet Sørensen. Det var i 1980, hvor Erik Grip udgav LP´en ”I Dag Er Landet Vort”. På denne udgivelse, Erik Grips fjerde LP, stod Per Fjord for titelmelodien, som jeg personligt stadig synes, er en af de bedste danske sange nogensinde. Her var et flertydigt sangværk, som favnede hele den fremstormende generation med flotte billeder om, at nu var vi de ansvarlige, dem, der skabte Danmark. Selskabet på LP´en var fornemt og talte både Grundtvig, Bergstedt og Ingemann. Men Fjords tekst kunne sagtens begå sig.
”Danmark dejligst vang og vænge, endnu som de sir det var. Solens lys på grønne enge, måske mindre lys og klar. Vi har alle vores tid, lissom solen, der går ned. Men i dag er landet vort, ja, i dag så er landet vort!
Siden 1980 har Per Fjord nok levet lidt mere ubemærket, hvilket de manglende anmeldelser måske vidner om. Teksterne er blevet mere personligt-anekdotiske i deres fortællinger om episoder fra livets stærke øjeblikke. Det er på samme tid en styrke og en svaghed, for nogle af historierne bliver meget private. Til gengæld er der masser af inspirationskraft bag. Nu, 40 år efter, nærmer Per Fjord (f. 1952) sig den alder, hvor det er tid at kigge tilbage på et langt musikalsk liv og øse af skatkisten.
Jeg må give Nils Thorlund helt ret, når han roser ordene. Også på ”Bluessanger” viser Fjord sig som en fin tekstskriver, hvis meget personlige tekster rummer brikker til en hel livshistorie ligesom flere af hans øvrige plader. Med stor fornøjelse har jeg også læst bogen ”Efterklang”, som modigt og vedkommende skildrer billeder fra et afvekslende liv. Her finder man for eksempel den triste historie om broderen, der drak sig ihjel og efterlod sig et syndigt rod af afbrændte højttalere, tomme flasker og indkøbsposer med pornofilm.
”Bluessanger” viser Fjord som en virtuos mundharpespiller og en god tekstforfatter, når det gælder sørgmodige, undertiden anekdotiske tilbageblik – det er jo netop blues dette her! Ensomhed, død og troløse kærester! Her finder man ”Postmorderblues”, som leger med tanken om at myrde postbuddet, der altid kommer med regninger.
Smukkest synes jeg, at ”Balladen om et ridset minde” er. En tilbageskuende tekst til et dejligt akkompagnement af mandolin og bas. Hun var vældigt voksen, nærmest overjordisk og fuld af lystelighed, og han var seksten år med krøller og dun på kinden. Også ”Før Solen Går Ned” har en særdeles smuk melodi og rummer en god portion dødsbevidsthed. ”Morgenmuggen Brandert Blues” rummer de sigende linjer: ”Hun havde trådt på min guitar på restaurant i Gällivare. Det var min sjæl, hun trådte sønder. Det var mit hjerte, hun rev ud”. I sangen ”Opbrugt Ventetid” optræder en engel eller er det Døden, som står og siger, at hun kender sangeren. Fin melodi, vemodig tekst og en skøn duet mellem mandolin og guitar.
Det er stadig værd at lytte til ”Bluessangers” 10 skæringer, ligesom det bestemt er værd at dykke dybere ned i Per Fjords righoldige produktion, som bringer mindelser om Lilholt og Allan Olsen, men alligevel helt er Fjords egen. Selv glæder jeg mig især til at genhøre CD´en ”Tre Rustne Stemmer” fra 2010, hvor Fjord er sammen med Pelle Voigt og legendariske Per Warming (d. 2011), der i mange år holdt politisk viseværksted i PH-Caféen på Halmtorvet i København.
