Violinisten Søren Korshøj var tidligere kendt for hovedroller i det fornyende folkband Kætter Kvartet og senere i det mere eksperimenterende Instinkt. Efterfølgende indledte han en solokarriere som sanger/sangskriver og har sideløbende dannet Grassolin, som markerer sig med folkemusikalske versioner af Gasolin’- sange.
Til festivalen Musik Over Præstø Fjord sidste år samlede han en kvartet til at fremføre en række nykomponerede dansemelodier fra egen hånd. Tanken var at skabe ny nordisk dansemusik med markante arrangementer og improvisatoriske elementer. Arrangementerne blev til i samarbejde med saxofonisten Mikael Fleron, og jazzbassist Jens Kristian Andersen samt soul/funk/Motown-trommeslager Heidi Luke blev hyret til at passe ”maskinrummet”. Betegnelsen for det musikalske udkomme blev nordic free folk.
Optur, som de kaldte kvartetten, faldt så tilfredsstillende ud, at de etablerede sig, og nu præsenterer musikken på cd. Sidst i august vil den også være at finde via diverse streamingtjenester. Repertoiret rummer hambo, polska, vals, polka, en del schottischer og lidt til mere fri kropsudfoldelse. Sidstnævnte ikke mindst afslutningsstykket ”Hystaden”, som dufter mere af Balkan end af Norden.
Ellers skal der nordisk kigges mere mod nord og øst for at finde musikkens tonesprog. Først på pladens næstsidste ”Pip polka” høres noget, der ligner en dansk dialekt, men musikerne har vel set sig mere inspirerede af tonerne fra de store nåleskove. Det kunne ellers have været interessant at høre Optur lege lidt mere med den danske tradition, for interessant er musikken absolut.
Violin og saxofon som melodiførende, sammen og hver for sig, giver stykkerne god kant, og specielt i de improvisatoriske passager får løjerne lov at lette. Bassen og ikke mindst trommerne underbygger som hovedregel melodiernes rytmik frem for at lægge en egentlig grundpuls. Derved opnås en ganske kraftfuld og fremaddrivende dynamik.
Musikken er nærværende og i høj grad kropsappellerende, og danserne dernede ved Præstø Fjord har ganske givet trængt til en forfriskning efter udfoldelserne under ballet med Optur. Og MoPF er allerede aktuel igen om få dage, og her udkommer albummet.
GO’ Danish Folk Music