For ganske nylig kunne du i dette magasin læse Allan E. Petersens anmeldelse af Rydvall/Mjelva-cd’en Vårvindar Friska med traditionel og traditionsnær musik for hardingfele og nyckelharpa. Her er så endnu en spritny cd med Olav Mjelva, og man kunne måske sige: ”… og nu til noget helt andet”.
På denne cd spiller Olav fra Røros nemlig sammen med Eli fra Seattle, og det er alt andet end traditionel musik. På coverfotoet ligner de et par hillbillies med skægstubbe, ternede skovmandsskjorter og kasketter, og det er da i en vis forstand også sådan lidt afslappet cowboymusik-agtigt, dét de spiller. De leger, som man næsten kun kan det i en duo, og de nye kompositioner hilser pænt på et bredt spænd af folkemusikalske genrer: Norsk folk, bluegrass, oldtime, lyrisk skandinavisk mm.
Lytter man nærmere efter, så er det ikke noget, de er kommet let til. Der ligger seriøst arbejde bag alle de nye kompositioner, som fremstår konsistente og velklingende – fint arrangeret for de to meget forskellige instrumenter. Mjelva bruger sin hardingfele frit som ethvert andet strygeinstrument og helt uden ærbødighed over for norsk traditionel musik. West håndterer sin guitar i et frit akkompagnement, ligeledes uden at ligge under for noget traditionshensyn.
De spiller med stort overskud. Lidt usædvanligt for sit instrument spiller Mjelva ofte i position – og helt uden at det får den tynde, lidt fesne klang af en hardingfele uden for sin komfortzone. Kun ét nummer er sammensat af to melodier, og det er befriende at høre kompositioner og numre, som er sat i verden for at kunne selv uden at være parret med et eller andet. På et andet punkt følger de dog en af tidens mindre heldige trends: Et antal numre holder ganske enkelt op i stedet for at blive afsluttet pænt – altså de slutter med åbne klange. Nå, men det er jo nok bare min lille kæphest.
Et smukt og velklingende, æstetisk vellykket og samtidig power-fuldt bidrag til den grænseoverskridende nye folk – med klare noter af både fjeld og prærie.
