Niels Erik ”Niller” Rasmussen har om få år boet i 50 år på sit husmandssted i området ved navn Segen midt på Bornholm. Gennem årene har han lagt ører til diverse mere eller mindre mytiske historier om folk og tildragelser fra området, ligesom han selv kan fortælle om egne tildragelser.
I ganske mange af årene har han trakteret den danske/nordiske sækkepibe og komponeret musikstykker som akkompagnement til fortællingerne. Nu har han været i studiet med sit instrument, bygget af salig Keld Nørgaard Kristensen, og i musikalsk selskab med Clara Tesch og Mads Kjøller Henningsen.
Multiinstrumentalisten Mads Kjøller Henningsen har arrangeret musikken og bidrager på oktavmandolin, fløjte, trædeorgel, drejelire, jødeharpe og slagtøj. Clara Tesch kompletterer besætningen på violin og bratsch.
Sækkepiben er et simpelt, folkeligt droneinstrument, som mange vil finde monotont at lytte til gennem længere tid. Når målgruppen breder sig ud over de mest passionerede, kræves arrangementer, der skaber variation uden samtidig at fornægte instrumentets musikalske egenart. Det er lykkedes fint. Duften af tidlig historie med dronen, den gennemgående underliggende tone, fastholdes og suppleres med varierede tilføjelser, der breder arrangementerne ud til noget mere og større.
Den nordiske variant af sækkepiben ligger niveaumæssigt langt fra den mere kendte og særdeles pågående skotske highland bagpibe. Lyden minder en del om den blødere nordengelske udgave fra Northumberland, og den klæder Niels Erik Rasmussens melodiøse kompositioner. Det samme må siges om Clara Teschs og Mads Kjøller Henningsens indfølte og som altid kompetente musikalske bidrag.
Stykkerne på ”Rundt Segen” klinger overordnet som et konglomerat med inspiration fra forskellige traditioner og fremstår derved som komponistens egen personlige musik uden snærende bindinger. Den fortjener at blive gjort bredere tilgængelig for nutiden og fremtiden. Denne udgivelse skal derfor bydes velkommen – og ikke bare derfor.
Rundt Segen – Bagpipe melodies from Bornholm – YouTube Eller på Spotify.