Blues handler ofte om svigefulde kvinder og sørgeligt forsmåede mænd. Således også de indledende selvskrevne, dansksprogede sange i genren på Øllgaards debut-cd.

Det må siges at være en sen pladedebut. Kim Øllgaard fra Sig i Vestjylland nærmer sig de 70 og indledte sit liv som professionel musiker allerede i 1975. Han spillede sig igennem en række forskellige genrer, men har nu efter en pause af arbejds- og helbredsmæssige årsager fundet sig til rette i den blå musikalske verden.

Med erklæret inspiration fra de simple sydstatstraditioner betjener han sig af sin stemme og akustiske guitarer. Det fremgår ikke af covernoterne, men tilføjelserne her og der af bas, elguitarer og slagtøj skyldes formentlig også Øllgaard.

Teksterne i de selvskrevne sange bevæger sig vidt omkring. Udover besværgelserne af de svigefulde kvinder må de rubriceres som et overvejende fiktivt, lokalt baseret socialrealistisk univers. Uden at være banebrydende har de momenter finurlig originalitet, specielt i eksemplerne på en slags talking blues. De fire indlagte covers af kendte forbilleder falder lidt udenfor, men er nok valgt for at afspejle sammensætningen af live-repertoiret, og det er jo en ærlig sag – selvom Øllgaards udtaler klinger mere jysk end amerikansk.

I og med inspirationen fra sydstaterne kunne anmelderen ønske sig et lidt mindre poleret og mere snavset guitarspil, ligesom bassen nok burde have været mikset noget mere tørt. Indsatserne med strømførende guitarer trækker dog i den gode retning. Øllgaards aldrende og uskolede sangstemme rammer også bedre ind i repertoiret.

”Mystery Train” – underligt i øvrigt at vælge en engelsk titel – blæser næppe nogen bagover, men har alligevel sine steder sin egen lytteværdige originalitet.

http://www.facebook.com/profile.php?id=100007789217896