nordstrand-2016-nordstrand-compact-discTekst og musik på denne cd er skrevet af Inger Lauritzen, og alle numre fremføres af bandet Nordstrand med Inger Lauritzens barnebarn Mathilde Faldborg Sørensen i front.

Inger Lauritzen har levet sit liv i Lønstrup, gift med en fisker og redningsmand, og sangene handler om hendes oplevelser med naturen, årstiderne og ikke mindst havet. Nordstrand har sat sangene i nutidige arrangementer med violin, klaver, saxofon og kontrabas, og det lykkes godt at ramme teksternes stemning og inderlighed. Melodierne minder en del om hinanden, men de er i et godt og solidt tonesprog, som holder fint til arrangementerne.

Med på cd’en er Liv Vester Larsen (violin), Mads Klindt Poulsen (klaver), Andreas Møller Bøttiger (saxofon), og Søren Østergaard Pedersen (kontrabas). Flere af dem er uddannet på Syddansk Konservatorium og Skuespillerskole. De er velspillende med fin teknik og klang og en velafstemt tilgang til visegenren. Cd’en er et vellykket bud på iscenesættelse af et konsistent vise-forfatterskab. Det er gode sange, og cd’en holder til at blive hørt og genhørt.

GO’ Danish Folk Music GO1115