Det belgiske band Naragonia har eksisteret siden 2003, og det tæller kun to musikere. De spiller på diatoniske harmonikaer, bombarde, sækkepibe, fløjte og saxofon (samt angiveligt en violin!) – og den ene af dem synger også.
Under den lange periode uden koncerter i 2020 og 2021 besluttede de sig for at spille en stribe livestreams, og de indbød gæstemusikere fra forskellige andre folk-genrer på piano, guitar, percussion, trompet og sang til at være med. Denne cd rummer et skarpt udvalg af numre med 10 gæster på i alt 14 spor, men alle livestreams kan findes på Youtube og bandets Facebook-side.
Musikken er på ingen måde belgisk trad, ja måske ikke engang roots. Der er snarere tale om en slags bredt klingende kontemporær euro-folk med elementer af renæssance, balkan, klezmer og fransk chanson-musik. Der kan ikke sættes en finger på melodierne, instrumentbehandlingen eller sangene, som efterlader et indtryk af høj kvalitet med udpræget sans for harmonier og baslinjer. Hvordan de gør det, ved jeg ikke, men harmonikaerne lyder for denne anmelder snarere som større, kromatiske instrumenter end som små diatoniske harmonikaer, som vi kender dem i nordisk folkemusik.
Alle numre er baseret på kompositioner af de to faste bandfolk, og for en umiddelbar betragtning er musikken på cd’en derfor forholdsvis ensartet og båret af lyden fra harmonikaerne. Flere gennemlytninger efterlader dog et robust indtryk af stilsikkerhed – snarere end ensartethed.
Ideen med en vrimmel af gæster er jo fantastisk, uanset om det drejer sig om livestreams eller bare en cd-indspilning. Det er en god måde at facettere et etableret band på, og det kunne godt være et eksempel til meget mere efterfølgelse.