Selv om der “kun” er tale om en EP med fire numre og godt 15 minutters dejlig rytmiske folkrock, så er den unge nordjyde bestemt på sporet af noget musikalsk godt. Første nummer, ”I Got Your Back”, er et livligt nummer med energiske guitarriffs og stor energi fra Mikkel Andersen og hans band.
I ”Cherry Tree” er tempoet sat ned, men det bliver det ikke dårligere af. God tekst og fine instrumentale klange forenes og smelter sammen i skøn forening, hvor de instrumentale mellemspil bare går rent ind.
Albummets titelnummer ”Wheel In The Ditch” er et up-tempo nummer, og mere rocket end de øvrige, men stadig med udspring i folk-americana rødderne. ”It’s Just Life My Friend” slutter EP’en af, og så er vi nede i tempo igen med country-folk toner, som man bare lytter intenst til. For her viser singersongwriterens stemme sig fra den allerbedste side og passer præcis til både melodien og i genren.
Man kan godt glæde sig til at høre mere til Aalborg-musikeren i fremtiden.