Irske Mick Flannery, der meget snart runder de 40 år, har ved flere lejligheder gæstet Tønder Festival med stor succes. Således stod han sammen med Susan O´Neill på den sønderjyske scene i 2022, hvor de to og deres fire musikere spillede mange af numrene fra deres fælles album ”In The Game” fra 2021.
I midten af september i år har Mick Flannery så netop udgivet sit ottende album, ”Goodtime Charlie”, der er indspillet i Cork, men udkommet på det amerikanske Oh Boy-forlag, grundlagt af salig John Prine. Albummet, der rummer hele 14 numre, har haft et par læk, idet et par af numrene allerede foreligger på singler, nemlig ”Morning Rain” og ”Goodtime Charlie”. Udgivelsen af albummet efterfølges af en lang turnè i Irland, Tyskland (fra 6. november), Belgien, Holland og i Danmark, hvor han spiller han fire koncerter i hhv. Sønderborg, Vega i København, Aarhus d. 28. og Roskilde mellem 25. og 29. november.
Flannerys sangkraft er imponerende, og den udfoldes til fulde på det nye album. Stemmen er rå og sleben på samme tid, og han klarer hele registret – fra falset til dyb bas. Flannery har selv nævnt, at hans største musikalske helte er Kurt Cobain, Leonard Cohen og Bob Dylan, og inspirationen er da også tydelig. Selv er Flannery blevet sammenlignet med amerikanske Ray LaMontaigne (f. 1973), som han deler den rå, tilbagelænede, weltschmerz-sangstil med.
Det sikrer afvekslingen, at tre kvindelige sangere, Anaïs Mitchell, Valerie June og Tianna Esperanza, synger hver deres nummer på ”Goodtime Charlie”. Også de afprøver en sangstil, der er meget langt fra Joan Baez og den klassiske folkesang. Flannery står selv for samtlige melodier og tekster, men en lille håndfuld af sangene er dog skrevet i samarbejde med Ana Egge (f. 1976), en amerikansk-canadisk sangskriver og sanger. Desuden har enkelte mandlige sangskrivere ligeledes bidraget.
Sangvalget spænder vidt. Man bør ikke lede efter et samlende tema. Titelnummeret ”Goodtime Charlie” handler om en hedonistisk festabe, der drømmer om det helt store musikalske gennembrud. Et beslægtet tema berøres i det indledende nummer, ”Neon Tonight”, om et nervøst, træt og stresset band, der skal til at gå på scenen. ”Morning Rain”, som indledes med smukke klaverakkorder, handler om stærke kærlighedsminder: Den morgensang, du sang til mig i klitterne.
”Machine” handler om faderen, der altid stod med hovedet dybt begravet i en eller anden bilmotor, som han reparerede på. Med ”Shalom” (”Fred”), det ottende nummer, er vi i Mellemøsten, og sangen kan måske tolkes som et svagt fredsønske. ”The Fact” beskriver en ung mand, som på tragisk vis er død i en trafikulykke. Nok så megen kærlighed kan ikke bringe ham tilbage. Det afsluttende nummer ”Push the Cart” fortæller om barndomsminder: Den vogn, jeg skubbede som barn, det træ, jeg faldt ned fra – og det sted, jeg stod, da min mor døde.
Teksterne kommer, som det er fremgået, vidt omkring med lette, antydningsvise penselstrøg, og det er blevet sagt om Flannery, at man skulle tro, at han med sin brede palet er langt ældre end sine 40 år. Hvis man forventer stillingtagen til verdens globale problemer, er Flannery ikke den rigtige mand at besøge. Han er helt åbenlyst mere optaget af at male billeder fra en hverdag, hvor han selv er centrum, end af at tage stilling. Hvilket godt kan virke lidt overfladisk og kedsommeligt. Jeg griber mig i at savne Malvina Reynolds eller Phil Ochs – eller en god, gammel irsk rebelsang!
Akkompagnementet er veludført og lækkert, stemmerne er flotte, men melodierne er ofte svære at skelne fra hinanden. De har stort set den samme vemodige, lidt livstrætte, dramatiske og jævnt tilbagelænede stil, der gør dem uegnede til en festaften omkring lejrbålet, men velegnede til en koncertoplevelse.
Jeg vil glæde mig til at høre, om Flannerys gyldne stemme, indforståede lyrik og eminente musikere kan fange det danske publikum. Han har bestemt gjort det på Tønder Festival.
