A singer-songwriter with a very broad cause

 

Med et lån fra titlen på James Deans gamle film fra 1955, ”Rebel Without a Cause”, kunne man sige, at Michael Vesterskov (f. 1959) åbenlyst mangler noget væsentligt at skrive tekster om. I bedste fald handler sangene på den nye CD ”Morning Sessions” om, at solen skinner dejligt, at kærligheden somme tider gør ondt, at vi er gode nok, som vi er, at man skal søge at virkeliggøre sine drømme og finde ind til sit inderste jeg i denne mangfoldige og forvirrede verden.

Men desværre: Ingen mindeværdige eller provokerende tekster og ingen melodimæssige ørehængere blandt de 10 numre, der genremæssigt befinder sig i grænselandet mellem stilfærdig rock og pop! Ret ensformig, lidt søvndyssende og uden overraskende kanter! Det er de ubarmhjertige, men ærlige ord, der først falder mig ind ved gennemlytningen.

Vesterskovs stemme er blevet kaldt speciel. Selv finder jeg, at den er meget dagligdags, spinkel og lys i en grad, så den ofte drukner i akkompagnementet og gør de engelske tekster vanskelige at fange. Med mindre man snyder lidt og kigger i coveret, der i øvrigt er vældigt godt og informativt. Men en kvindelig harmonisanger ville have gjort underværker!

Som det er nu, drukner den spinkle stemme i lyden af bas, orgel, trommer og guitarer. Og de budskaber, der af og til trænger igennem, virker noget navlebeskuende, lettere uinteressante og ret banale. Desuden er Vesterskov med denne plade begyndt at skrive sine sange på engelsk, hvilket jeg mistænker for at kunne fremme den manglende præcision.

Starten af teksten til ”Down By Law” fra den nye skive lyder sådan:

It´s late at night and my thoughts are crawling down

I´m looking for something

I still haven´t found

So many people

And far too many lies

The funny trouble is

That I can´t hide mine.

Og så handler resten af sangen om at prøve at finde sig selv i en forvirret verden og undgå at bruge løgne. OK, ikke helt uvæsentligt, men meget bredt formuleret – og unægtelig brugt før.

Kunstneren fortæller selv om indspilningen af ”Morning Sessions”, at han i sommeren 2009 konsekvent efter bare fire-fem timers søvn vågnede og besluttede sig for at tænde for båndoptageren uden at vide, hvad der ville komme. Nogle gange kom der en næsten færdig sang i first take, andre gange små skitser, som kunne videreudvikles. Nu er sangene så endelig landet, hvor han ville have det. De har været længe undervejs, og på plussiden må man medgive, at der virkelig er kælet for indspilningen. Albummet er indspillet i Danmark og Sverige i samarbejde med to af Sveriges mest anerkendte guitarister Samuel Hällkvist, årets jazzkunstner i Sverige 2010, og Mathias Blomdahl, der bl.a. har spillet med Lisa Ekdahl og Bo Kaspers Orkester. Og udstyret og instrumenterne til indspilningen er udsøgte. Historiske Martin-guitarer og Revox-båndoptagere blander sig med Höffner og Fender.

Det er der kommet et smukt og lækkert lydtæppe ud af, som gør sig rigtigt godt i et ordentligt lydanlæg! Ind i mellem glemmer man de tynde tekster og monotone melodier, når guitarerne og de øvrige instrumenter snor sig fint og finurligt ind i hinanden med udsøgt lyd. Melodierne virker ikke desto mindre som akkordgange skåret over samme læst: Lidt guitar og bas, så den utydelige stemme, så kommer trommerne ind – og så flere guitarer.

Michael Vesterskov er ikke nogen nybegynder. Han har en omfattende pladeproduktion bag sig, som man kan se på hjemmesiden www.westwood.dk. Desuden holder han foredrag om selvværd og om at finde sig selv.

Måske er anmelderen belastet af at have lyttet meget til folkemusik, en genre, der til dels er karakteriseret ved at have mange tekster med kanter, budskaber, protester, positioner og meninger. Muligt! Men jeg synes i hvert fald, at bare lidt af disse ingredienser – blandet med vokalstøtte og mere iørefaldende melodier ville klæde Michael Vesterskov fremover!

 

Morning Sessions. Exlibris.