Harmonikaspilleren Mette Kathrine Jensen Stærk valgte at uddanne sig som traditionel spillemand. Tiden vil nok kræve, at jeg skriver spillekvinde, men det lyder forkert i mine ører – og Mette Kathrine tilgiver mig nok. At gå i den retning kan lyde som et vovestykke i en tid, hvor traditionelle baller hører fortiden til, men nu var det altså den musik, hun ville.

Hvad så? De baller, der ikke fandtes, kunne jo genskabes. Så blev der arbejde til den traditionelle balmusiker, ikke mindst sammen med den mangeårige spillemakker Kristian Bugge. Det samarbejde udmøntede sig i en stærkt kompetent duo. Mette Kathrine fik også en primært akkompagnementsrolle i sangtrioen Zenobia.

Med hendes dedikerede engagement i den traditionelle dansemusik øjnedes det ikke i krystalkuglen, at hun skulle komponere ny musik, men efterhånden som den musik lejrede sig i hendes blod, kom der også melodier, som krævede at blive taget seriøst. Den proces mundede ud i nærværende album, hendes andet som solist. Titlen ”Familiealbum” gav nærmest sig selv, da de fleste stykker er skrevet til familiemedlemmer, herunder også hendes nærmeste musikalske kammerater.

Mette Kathrine er som antydet ikke en garvet komponist, men øre for en god melodi har hun. De kompositoriske aktiviteter har resulteret i en samling ganske iørefaldende stykker, og dansemusikken i blodet fylder dem tillige med dansens krop, accentueret gennem passende enkle arrangementer i samklang med de skiftende og loyale studiemusikere. Den musikalske familie er foruden gemalen Johs Stærk, guitar og mandolin, Vegar Vårdal, violin, Ditte Fromseier Hockings, violin, Julian Svejgaard Jørgensen, klaver, Kamilla Sørensen, orgel, Kristian Bugge, violin og Morten Alfred Høirup, guitar.

Hvis man glemmer at tage skiven ud af skuffen og lader den køre, vil man opleve, at der dukker et hyggeligt lille musikalsk familieintermezzo frem. Familiealbum….

Mette Kathrine kan roligt tage stykkerne med ud og få støvet sparket op, og ellers er de gode nok til også at kunne indgå i en koncertsammenhæng. Hun har ganske enkelt givet liv til en solid og sympatisk skive.

www.mettekathrine.dk

https://www.facebook.com/mettekathrinejensen