Det svenske pladeselskab, GIGA, sætter den traditionelle svenske musik i nye rammer. Det gælder også den øreåbnende “Anno 2010”, der tager fat i de värmlandske traditioner.

I september 2006 døde Mats Hellberg, ejer af forlaget GIGA, som gennem en årrække havde udgivet mere end 70 cd’er med traditionel, svensk folkemusik af meget høj kvalitet.

Som mange andre frygtede jeg vel egentlig, at svensk folkemusik kom til at mangle det drive, som Hellberg havde været eksponent for. Den sans for det særlige, og den begavelse som producer, den higen efter færdige produkter med gennemført høj kvalitet – fra musik til omslag og pixibøger.

Det ser nu ud til, at andre har taget over. Af websitet fremgår det stadig, at GIGA drives af Mats Hellberg, og det henstår lidt i det uvisse, om det kun er label’en som drives videre af andre, eller hele foretagendet.

Denne cd lever i enhver henseende op til det, man forventer af en GIGA-cd. Tilmed er musikken ny og anderledes … hvilket ikke høres så ofte, når det drejer sig om traditionel folkemusik.

De 4 musikere er: Magnus Stinnerbom (viola d’amore, torader og mundharmonika), Leif Stinnerbom (violin d’amore), Daniel Sandén-Warg (violin, violin d’amore, moraharpe) og Mats Edén (viola d’amore, torader, enrader).

Det helt nye og anderledes ved denne cd er det forhold, at strygerklangen er 100% i centrum, selv når der medvirker enrader, torader eller mundharmonika. Den sprøde lyde af strygere med resonansstrenge – og den fede lyd af en dyb streng – klinger udtømmende i de fleste numre. Masser af drone, masser af oktavspil, masser af kærlighed til violinmusik.

Repertoiret er Värmlandsk. Men det vil også være rimeligt at sige, at det er et repertoire og en stilart, som især de to gamle – Mats Edén og Leif Stinnerbom – har dyrket, siden de var ganske unge. Velspillende folk som Anders Rosén og Mats Berglund har været inde om det. Det handler især om melodierne efter Magnus Olsson, Arvika, som blev nedtegnet af Einar Övergaard i begyndelsen af 1900-tallet. Et livslangt arbejde med denne spillestil udleves helt på denne cd.

Det er fremragende melodier og meget medrivende rytmer. Kort sagt er cd’en en usædvanlig øjenåbnende (nej øreåbnende!) oplevelse, som må anbefales til enhver, der tændes af strenge-folk.

Mats Edén mfl.: Anno 2010

 

Michael Sommer