Med 10 albums på deres CV valgte Madison Violet at kalde deres nyeste udspil Eleven! Lisa MacIsac og Brenley MacEachern præsenterer 10 nye sange med et omdrejningspunkt i ærlige, personlige historier med kærlighed, tab, smerte og sorg. Men alligevel er det ikke en samling melankolske melodier, de to singer-songwritere har udsendt. Der er både håb og empatiske tanker om at få det bedste ud af deres meget private oplevelser, for som de siger: “Vi håber altid, at selv om disse sange er personlige og skrevet fra vores hjerter, vil lytterne være i stand til at finde sig selv i disse oplevelser og historier”.

Deres tekster er denne gang mere åbenhjertige end tidligere, og de har ladet deres følelser få frit spil.

Albummet indeholder den ene flotte melodi efter den anden med bandets store styrke i de helt igennem dejlige harmonier, som altid har kendetegnet dem. Nummeret “We Lost The Light” blev skrevet over en flerårig periode, inspireret af Brenleys niece, der døde i en tragisk ulykke som 20-årig. Sangen er om hendes pludselig død. Det er en trist sang, men også en smuk hyldest til niecen, hvor Brenley bl.a. synger med fortrydelse om de ting, de desværre aldrig nåede at lave sammen.

Nummeret The Sycamore, hvor de to sangskrivere skiftes til at synge, tager et alvorligt problem op. De har begge haft udfordringer med en person med spiseforstyrrelse, og så sangen handler om den udfordring og om at være der for andre og støtte dem, så de ved, at de ikke er alene. Sangen ”Utah”, der åbner cd’en er en af Madison Violets sjældne kærlighedssange. Den handler om Brenley og om at stå ved at være den, man er, og hvordan man finder det, man søger.

Madison Violet har to covernumre med på albummet, som de har tilpasset deres egen stil. Det er Mandolin Oranges “Golden Embers” og Neil Youngs “Out On The Weekend”, som de med respekt for de originale

indspilninger har indspillet, så de glider naturligt ind på udgivelsen. Så duoens nye album indeholder tekster med meningsfyldte og tankevækkende sange, og det er helstøbt med deres nærværende og både fængende og gribende toner.

Som vanligt spiller Lisa violin, som hun har gjort, siden hun var otte år, men også guitar og mandolin. Brenley spiller som altid guitar og står for mange af frontvokalerne, der som altid suppleres af Lisa, Deres første cd udkom i 2002, hvor duoen hed Mad Violet. I over to årtier som duo har Madison Violet modtaget snesevis af ærefulde priser for deres arbejde, herunder en JUNO-nominering for Årets Roots & Traditionel Album. De har hjembragt en canadisk folkemusikpris for Årets bedste vokalgruppealbum, har nået top fem på de canadiske iTunes-downloadlister, samlet med over en million streams på Spotify og har placeret sig på CBC’s Top 20-liste flere gange gennem deres karriere. Deres musik spilles konstant på tværs af Canada og i hele verden, og de internationalt anerkendte kunstnere er uvante med at modtage strålende anmeldelser for både deres studiearbejde og liveoptrædener.

https://www.madisonviolet.com/