Den lille keltiske harpe, ”lever harp”, har primært i Irland været et nationalt symbol, men indtager også en historisk position i den skotske traditionsmusik. Den unge skotske harpenist Lucie Hendry tager udgangspunkt i traditionen, men bevæger sig et godt stykke videre med sine originale kompositioner på sit debutalbum som solist.
Lucie Hendry har opholdt sig længerevarende i Danmark, hvilket har resulteret i, at indspilningen af albummet er foregået her i landet og med danske musikere. At hun har valgt de to yngre jazzmusikere, Dennis Iversen på elektrisk guitar og Christoffer Skovhus på trommer, fortæller noget om hendes mod på at gå nye musikalske veje.
Musikken på ”Land of Eden” åbenbarer for det første, at Lucie Hendry er ganske kapabel på sit instrument, men dernæst at hun lykkes ganske godt med at skabe en tidløs fusionsmusik, hvori de traditionelle rødder trods det er hørbare – på nogle stykker mere end på andre. De to jazzmusikeres indsatser lægger sig loyalt op ad harpens afdæmpede natur, men får samtidig tilført deres genrebestemmende blå tonesprog og rytmik.
Langt hovedparten af stykkerne følger den keltiske harpes tradition for tempomæssig afdæmpethed, hvorved der skabes en varm og lyrisk musikoplevelse. Dog varieres der ind imellem med lidt mere pågående udladninger, hvor Dennis Iversens guitar får lov at lege lidt mere med.
Albummets trio præsenterer ”Land of Eden” på en turne her i landet for tiden, og anmelderen havde fornøjelsen på den nyligt afviklede festival Godtfolk. Andre kan få en tilsvarende på såvel København som Aarhus jazzfestivaler.