Et dansk-finsk samarbejde, en duo for violin og klaver, omkring en splinterny cd med det mystiske navn, ”Pernambuk – En opdagelsesrejse i 11 kapitler”. Kristine Heebøll (f. 1975) er en velkendt komponist og violinist i den danske folkemusikverden i henved 20 år. Rigsspillemand m/k er hun også. Hun har lavet soloalbums, hun spiller med Trio Mio, og hun har også spillet med gruppen Phønix, der bl.a. tæller Anja Præst.
Det er Kristine Heebølls 12. cd, hvis man tæller de fem med, som hun har lavet med Trio Mio og de tre med Phønix. Heebøll har vundet otte Danish Music-Awards Folk, senest prisen som Årets Komponist 2019. Så respekt! Hun kan sit kram, og det er en sand nydelse at beundre hendes spil og lytte til hendes kompositioner. Heebøll står for melodierne til pladens 10 første ny-komponerede numre. Kun det 11. er traditionelt, nemlig ”Bryllupsmarcher fra Himmerland”. Numrene er altovervejende instrumentale.
Så var der lige det med det finske. Heebøll har inviteret den finske pianist Timo Alakotila (f. 1959) til at være med i sammensmeltningen af temaer, akkompagnement og improvisationer. Hun rendte ind i ham for tre-fire år siden på et kursus på Fanø, hvor de jammede sammen en sen nat, og ”det var som at få hældt flydende guld ind i ørerne”, siger hun. De to klæder da også hinanden ualmindeligt godt. Alakotila har en bred musikalsk baggrund, der omfatter jazz, klassisk og folk, og han er del af den legendariske gruppe JPP, Järvelän Pikkupelimannit, hvor han spiller harmonium.
På to af albummets værker suppleres den finsk-danske duo med trioen Vesselil, nemlig på en bryllupsmarch og på Rune T. Kiddes digt ”NU”. Digtet reciteres og fortæller historien om den gamle spillemand, hvis udødelighed næsten er en Jesus værdig. I Morten Alfreds dejlige folkemusikprogram, ”Katten i Sækken”, maj 2020, fortæller Heebøll mere om samarbejdet omkring pladen og om mødet med Alakotila.
Jo, og hvad så med den kryptiske titel? Pernambuco er, som nogle nok ved, en region i Brasilien. Men Pernmabuk er også navnet på en specielt hård latinamerikansk træsort, som snedkerne måtte opgive at arbejde med, fordi den simpelthen med sin hårdhed ødelagde deres redskaber. Drejerne kunne til gengæld anvende træet, og de gamle violinbuemagere fandt her pludselig deres foretrukne materiale. Så nu er linket til pladens titel klar. Det femte nummer hedder desuden ”Pernambuk-Polska”, og det er bestemt ikke blandt de ringeste.
Min favorit er det allerførste nummer, Drivhuset”, der til fulde demonstrerer dét, som er pladens største styrke: Den fine fornemmelse de to spillefolk har for hinandens næste træk, så det hele tager sig legende og elegant ud. ”Timo kunne hele tiden gætte, hvor jeg ville hen”, siger Heebøll, ”også på numre, han slet ikke kendte. Det var, som om han spillede det, jeg havde inde i hovedet”. Spilleglæden, modet til at slippe temaet for atter at genfinde det, og de to musikeres sikre aflæsning af hinandens tanker skinner igennem hele pladen. Smukt værk, som jeg vil elske at spille for gæster, når Coronaen har lagt sig, og vi igen kan omgås hinanden som før, og et værk, som lover godt for duoens fremtidige samarbejde.
