krauka cd 2015Hvad de egentlig synger om, ved jeg ærligt talt ikke. Mit islandske er – trods den oldnordiske kulturarv – desværre ret hullet, og Google Oversæt svigter fatalt i denne sag. Men hold da op, hvor er det virkningsfuldt! Engang imellem – især på det sjette og sidste nummer, rapnummeret ”Dani Remix”, forstår jeg ord som ”cafe latte”, ”spark i røven” og ”dansk øl”. Men gruppens tekstunivers er tidligere blevet bestemt som liggende et sted mellem de udvalgte heltes Valhal og de fortabte sjæles Hel. Valkyrier, aser og ravne fornemmes helt klart flaksende, når Gudjon Gudmundsson lader sin mægtige stemme lyde ud af sin solide 120 kg tunge klangbund.

Gudjon flankeres af fire danskere med elektrificerede lyrer, rasleinstrumenter, rammetrommer, overtonefløjter, crotta, stryge- og jødeharper, suppleret med en enkelt elbas. Det er flot, voldsomt – og en fryd for øjet. Så hermed anbefales det stærkt at gå til koncert for at få det fulde udbytte og for at få ilden og gløden og synet af de usædvanlige instrumenter med. Hold selv øje med mulighederne på www.krauka.dk.Og nyd synet af de fem på pladecoveret, hvor de står med svensknøgler og smørekander på et autoværksted.

Gruppen har eksisteret i 15 år og har efter eget udsagn hærget vikingemarkeder og festivaler i Litauen, Californien og derimellem, og den har udbredt hedenske ord fra vikingetiden, ristet over en vild bund af lyrer, fløjter, trommer og strømførende udstyr. 5 plader – skåret i runesten og plastic – er det hidtil blevet til.

”Timinn Tifar”, som også er navnet på pladens fjerde nummer, rummer kun seks numre. På titelnummeret og på ”Dani Remix” har gruppen allieret sig med tekstforfattere udefra, men ellers er sangene angiveligt gruppens kollektive værk. Stilen er en slags vikingpunk-folk-rock.

Pladen indledes med ”Dani”, der har en karakteristisk skalmejeagtig fløjte i forgrunden. Så følger ”Hemt” med kraftige trommer forsiret af fløjteinstrumenter. ”Dreptu”, det tredje nummer, lader Gudjons kraftfulde stemme komme til sin ret, ligesom på nummeret ”Berserkjatal”, hvor stemmen synger duet med skiftevis guitar og et strygeinstrument. Krauka består, udover af Gudjon Gudmundsson af Jørgen Holm (trommer), Aksel Striim (lyre, crotta, vokal mv.), Søren Sol (bas og vokal) og Jens Villy Pedersen (lyre, bouzouki og vokal).