karsten_olesenDet mest imponerende ved Aarhusmusikeren Karsten Olesens nye cd ”Ikke Bange Mere” er, at han stort set gør det hele selv. Ind imellem træder Thomas Alstrup ganske vist til på pladen med bas, klaver eller elguitar. Men ellers er det suverænt Karsten selv, som udover at han klarer sangen og synger kor med sig selv også står for guitar, slideguitar, ukulele, bas, trommer, tamburin, fuglelyde, ko-klokker, skeer, banjo…

Man bliver faktisk helt forpustet ved opremsningen, der tæller op mod en snes instrumenter og effekter. Det hele er gennemført med en perfekt timing, som kunne få en intetanende lytter til at tro, at DR’s Underholdningsorkester havde fundet nye græsgange. Og ikke mindst korsangen udføres med fine indianeragtige overstemmer, der bringer tanken hen på totempæle og krigsråb.

Netop krigsråb er der mange af på pladen med 13 dansksprogede skæringer, alle skrevet og komponeret af Olesen selv. Tekstuniverset er mørkt, fyldt af depressive, livstrætte superlativer og ekstremer. Det hele er ikke bare håbløst – det er fyldt til et godt stykke over randen af fandens smerter, pis, kvalfuld angst og hjerteskærende skrig. I mine øren virker det desværre utroværdigt og effektjagende, for det forbliver et ophobet sammensurium af negative ord, som ikke lader mig se noget menneske bag elendigheden.

Jeg fornemmer lysten til at fabulere frit i et Dylansk drømmeunivers, men det er ikke muligt for mig at danne realistiske billeder ud fra de mange ord. Så jeg tror efter endt lytning ikke rigtigt på, at dette handler om Karsten Olesens eller nogen andens liv. Her er et eksempel fra sangen ”Hold Kæft Baby Please”:

Sytten flodbanditter fumler med en kiste /fyldt med opium og perler fra skibet, der forliste. /Du tror måske, jeg lyver, når jeg siger, at jeg så dem /bundet på hænder og fødder bag en lukket dør på klem. Du har et kontor i Bombay and a roadhouse in L.A. /En sheik du kalder Yerbouti, sætter kursen for today/ de sytten blev til seksten /én forsvandt i havets skum / bundet på hænder og fødder, hvor er dog skæbnen grum.

I pagt med ordene er melodierne mere stortrommedunkende rytmiske antydninger, der skal bære det vrængende sortmaleri, end de er egentlige musikalske kompositioner. Genren er helt speciel, men kan måske karakterises som en blanding af punket rock, folk og blues. Når det lykkes bedst, kan jeg høre inspiration fra Nick Cave, Tom Waits eller – hvad ordene angår – fra C.V. Jørgensen og Bob Dylan. Men uden sidstnævntes røde tråd og virkelighedsforankring. Sangen ”Einstein” er nok den mest melodiske, og den lader samtidig mundharmonikaen få en klædelig plads. Desuden rummer den nogle tekstlige fortolkningsmuligheder, som jeg har svært ved at få øje på i de øvrige numre.

Som helhed savner jeg ord med relation til virkeligheden og genkendelige melodier. Men hatten af for Olesens instrumentbeherskelse. Jeg har aldrig hørt nogen, der spændte så vellykket over så mange forskelligartede instrumenter.

CD: Karsten Olesens: ”Ikke Bange Mere” (ELE2015CD)