Tenorsaxofonisten Karl Seglems nyeste album følger op på tidligere udgivelser med såkaldt ”Norwegian world jazz”. Og gør det med fuldt tryk på hele registeret, en solid bund og percussion i rigeligt mål. Det norske udtryk bliver især tydeligt i kraft af Håkon Høgemos hardangerfele og Seglems brug af gedehorn samt inspiration fra folkemusikken. Eksempelvis i ”Din Folketone” for solo tenorsax, eller i ”The Last Norwegian Troll”, der tager afsæt i en traditionel springer-melodi. Samspillet mellem sax og fele er i det hele taget spændende, men drukner lidt i et meget kompakt lydbillede.
Sammenligninger med svenske Ale Möllers verdensorkester eller hjemlige Pierre Dørges New Jungle Orchestra ligger lige for. Det er både eksotisk og grænsebrydende musik, men i Seglems udgave også temmelig ensformigt og forudsigeligt. Så snart et nummer er slået an kan man gætte sig til resten, selv om der er masser af improvisation og solid rytme i de enkelte skæringer. Jeg greb i hvert fald mig selv i at falde i staver og tænke over, hvor jeg har hørt dette før. Ikke nødvendigvis en negativ refleksion, men på den anden side ret kedeligt i længden.
”Ossicles” er benævnelsen for de tre mindste knogler i den menneskelige krop, og de sidder i øret. På trods af dette appellerer musikken på denne cd mest til benene, det er ikke en ørehænger.
Karl Seglem: “Ossicles”
Nordcd (2010)
Steen Dahl