13 melodiske numre og alle med noget på hjerte – det er, hvad Jens Lysdal udgav for et par uger siden på sit album nummer ni med den sigende titel ”Paradis til låns”. Et rigtig fint nummer med et vigtigt budskab. Lysdal har meget på hjerte på dette dansksprogede album, og det er væsentlige emner, der optager ham. Som ”han skriver, har vi ”kun en jord, og det er den, vi bor på”, og det ved vi jo godt alle sammen. Efterhånden har mange af os nok fattet, at verdens klima har det rigtig skidt, og at det er bydende nødvendigt at gøre noget ved det. Men gør vi det…

.Men som han også synger i sin ellers dejlige sang, så er vi ”nogle gange for små til at gøre det, vi inderst inde gerne vil”. Vi skal opføre os, som om der er brand i vores hus, hvor det jo ikke dur, at man lige skal til købmanden eller i biffen, før man prøver at slukke den. Vel?

Dét, som Jens Lysdal bl.a. har gjort, er at spare på sit musikrelaterede CO2-udslip, for han har i de seneste syv år undladt at rejse til udlandet for at spille koncerter. For han mener det alvorligt, den gode musiker, som tidligere turnerede en hel del i udlandet og i øvrigt oftest sang på engelsk, og klimaproblematikken er også et tema i nogle af de andre sange, hvoraf der er 13 i alt på ”Paradis til låns”.

Og han udtaler, at ”ideen er at bringe klimaspørgsmålet tættere på os og få os til at reflektere”. Og vel også helst selv gøre noget, ikke mindst for vores børns skyld, ligesom hans egen datter klart spiller en rolle i hans ønsker om en mere bæredygtig fremtid. Men han vil sige det med gode melodier og nærværende tekster hellere end med grafer og dommedagsvarsler.

Det her skal være vedkommende og samtidig være god musik i et miks af visesang, folk, americana, blues, pop og eksotiske rytmer. Og der er mange gode og charmerende melodier til sangene, der også i høj grad hylder hverdagen, det nære liv, naboskab og fællesskab i f.eks. den sjællandske landsbyidyl, han bor i, nemlig Slagslunde.

Her ”går han rundt i sine sutter”, ”strækker sine øjne ud”, og ”vi når det, vi når” – et dejligt liv i det nære. Men ”ingenting kommer af sig selv”, og ”intet bliver som før”. Festen er forbi, som et af numrene hedder.

Og ”nu sejler det hele, ingen har lyst til at dele”.

Men det er jo ikke som sådan en negativ plade, men skal nok hellere opfattes som en øjenåbner med en indbygget glæde og livslyst mellem linjerne. Jens Lysdal siger også selv, at ”det har været en pænt lang rejse, hvor jeg har brugt meget tid på at finde ud af, hvordan jeg syntes, ting skulle siges uden at gå på kompromis med hverken musik, tekster eller produktion”. Og det er lykkedes meget fint med Lysdal i front foren lang række medvirkende, velspillende musikere, som hver især, alle 17 er det vist, gør det strålende.

Og så er Lysdal initiativtager til foreningen Grønnere Musik, der ser dagens lys i november. Sammen med bl.a. Leif Skov og Michael Ritto vil han i foreningen arbejde for grøn omstilling i det danske musikliv og udbrede kendskabet til de tiltag, man som musiker, festival, spillested osv. kan gøre for at blive grønnere og mere bæredygtig. Han har selv sin egen lange liste over, hvordan livet leves mere bæredygtigt. Sådan én skulle vi nok alle sammen se at få styr på.

Lysdalsnyealbum.co