Så er det tredje humørfyldte album på gaden fra den populære danskboende britiske duo Jane & Shane.

Jane Clark og Shane Donnelly har i mange år ønsket at lave en live cd. Nu er duoens tredje album på gaden, og 7 af de 12 numre på albummet er live indspilninger, mens de øvrige 5 numre er indspillet med deres nye band på en gang.

Foruden Jane & Shane, spiller Troels Skjærbæk på bas, Rune Olsen er med på percussion og på trommer Anders Holm. Desuden er Morten Svenstrup med på cello og Dan Hemmer på piano som gæstemusikere.

Den nye cd indeholder et meget afvekslende repertoire, her af fire numre med instrumental musik, hvor især Jane styrer sin bue med sikker hånd, som en kunstmaler sin pensel. Hun bruger buen på en speciel artistisk måde, mens Shane med saft og kraft trakterer guitar og bodhran, og sammen får de formidlet deres høje musikalske standard langt ud over scenekanten.

Fra første nummer bliver albummets titel ”Smile” slået fast. Man kan ikke andet end komme i godt humør af at lytte til duoen og deres band.

Shane har skrevet en dejlig historie om den australske mand, Jhyimy, der bor på en klippe platform helt nede ved den berømte strand Bondi Beach, med en meget smuk udsigt. Men myndighederne vil have ham fjernet, da han har det hele gratis! Shane har komponeret en dejlig melodi, hvor de kendte strofer fra Waltzing Matilda indgår naturligt. Han står også bag en sød sang om et ”hundeliv” baseret på den første hund i rummet ”Laika”, som russerne sendte op, men ikke havde tænkt på, at den skulle tilbage til jorden igen! Laika døde i rummet tre år gammel af overophedning eller iltmangel.

Der er også en sød finurlig sang om en usædvanlig måde for dating, nemlig fra en nødhjælpstelefon på motorvejen til damen på alarmcentralen.

Bandet giver deres egen udgave af Spanish Lady, The Mary Ellen Carter, Keep on Smiling og The Water is Wide, på sidstnævnte nummer er det Jane, der synger den traditionelle sang. De er alle værd at lytte til, da Jane og Shanes harmoniske sammenspil giver de kendte melodier en ny dimension.

Så det britiske par vil ramme mange med deres nye album, der ikke appellere til folk med en ensidig musikalsk interesse, men det rammer bredt med det humørfyldte indhold, så man kun smile.

Jane & Shane: ”Smile”

2010

www.janeandshane.dk