Det er forholdsvist originalt at danne en ren vokalgruppe med folkemusik som musikalsk udgangspunkt. Det er ikke desto mindre, hvad Lene Høst tog initiativ til og fik følgeskab af Liv Vester Larsen, Maja Aarøe Frese og svenske Filippa Westerberg. Samtlige fire er nok mere kendte som musikere i diverse sammenhænge i primært folkemusikkens verden.
Titlen ”Fuglesang” henfører til albummets tematiske ”hyldest til naturen og livet på Moder Jord”, for at citere gruppen selv. Repertoiret består af sange fra de nordiske lande, traditionelle og originale, nyskrevne sange af gruppens medlemmer samt dansestykker med ordløs vokal. Desuden er nogle originale tekster tilført nye selvkomponerede melodier. En enkelt afvigelse fra det nordiske tema er den afsluttende fortolkning af Robert Burns’ udødelige ”Auld Lang Syne”, men med Jeppe Aakjærs danske gendigtning opfattes den vist mere eller mindre som en del af den danske tradition.
Manglende afveksling bliver nemt en faldgrube for et rent vokalensemble, men det har Høst undgået. Der veksles mellem sange og ordløs vokal på instrumentale stykker. Ordløs vokal anvendes derudover som akkompagnement til sangene, både som egentlige melodilinjer og som lyde med inspiration fra naturen. De egentlige korarrangementer bidrager desuden til diversiteten med originale og overraskende harmonier.
At udgangspunktet er folkemusikken understreges af, at stemmerne bruges naturligt og på ingen måde hverken skolet eller poleret. Derved fremstår udførelserne friske, charmerende og med et personligt udtryk. Trods det skal Høst nok, uden at det skal misforstås, opleves live, for at det fulde udtryk kan forløses – men selvfølgelig, sådan er det jo generelt med god musik.