Selv om der er tale om et debutalbum, så er det rutinerede musikere, der står bag trioen Herreholdet. De tre musikere er den meget velsyngende Jonas Bækkeskov Hansen, som også trakterer guitaren, Henrik Hald Krog spiller keyboard og er også kor, og det gælder også bassisten Christian Romme Vaupel. På albummet får det sydsjællandske band en hjælpende musikalsk hånd af guitaristen Rune Kjeldsen og Carsten Skov på slagtøj med mere.
De 11 numre på albummet bevæger sig rundt omkring country og americana med melodiøst rockende toner ind over. Teksterne er alle på dansk, og de kredser omkring tanker, tilbageblik til fortiden, kærlighedsforhold som ikke helt er gået som håbet. Også minder om tidligere oplevelser med et lidt vemodigt kig i bakspejlet og nostalgiske tanker om følelsesfulde oplevelser.
Teksterne er sat fint sammen med Jonas Bækkeskov Hansens iørefaldende og gode, stærke vokal og flere melodier, som svinger afsted i gode rytmer. Der er også blevet plads til et par mere stille og melankolske numre, men bandet er absolut bedst i up-temponumrene.