Helene Blums nye album lever helt op til de forrige, som alle er blevet rost i høje toner. Det udkommer den 28. januar.

Netop høje toner er sangerindens varemærke. Hendes stemme er skarp og ren som snekrystaller, og stemmen skærer sig som en blændende diamant gennem den mørke vinternat. Albummet er afvekslende fra start til slut, og meget passende er der syv musikere med på albummets første nummer, og på det sidste af de 11 numre slutter Helene Blum alene. Og når den sidste sang toner ud, så sidder man tilbage med en følelse af skønhed og varme fra de smukke sange og melodier.

Der er en overraskelse allerede på cd’ens andet nummer. Her synger Helene Blum duet med den engelske guitarist og sanger Martin Simpson, som tidligere har sunget med blandt andre Cara Dillon og June Tabor – og hører til i engelsk folks absolutte top. Parret synger skiftevis på deres respektive modersmål og sammen på engelsk. De er også fælles om at have lavet både tekst og musik til det smukke nummer.

Ellers er Helene Blum tro mod de danske sange, uanset om det er nye toner eller ældre sange i ny indpakning. Således giver den fynske sangerinde en smuk udgave af H. C. Andersens ” Hjertet ved” oprindeligt skrevet i 1835, og hun spiller selv klaver.  Også to sange af Jeppe Aakjær har fundet vej til albummet. ”Høst” fra 1906 og ”Storken”, der er skrevet seks år senere, har fået nyt liv med Helene Blums fine fortolkninger. ” Harald Haugaard har komponeret musikken til den smukke ”Høst”,  ligesom han har gjort til yderligere et par af numrene. Eksempelvis en nyfortolkning og udvikling af ”Gådevisen”.

På Kim Larsens album ”Forklædt som voksen” er sangen ”Syrenprinsessen”.  Nu har Sune Hånsbæk lavet et nyt arrangement  til Helene Blum, der med sin vokal løfter både tekst og melodi et kæmpeskridt. På albummets afsluttende nummer ”Jeg sover, men mit hjerte våger” er Helene Blum suveræn, når hun synger Poul Borums smukke tekst a capella.

Blandt musikerne på albummet er Kirstine Elise Petersen på cello, guitaristen  Mikkel Grue og Sune Rahbek på slagtøj med på de fleste numre, foruden violinvirtuosen Harald Haugaard, der på en  enkelt skæring spiller mandolin. Tidligere udgivelser fra Helene Blum er ”Liden Sol”, ”En gang og altid”, ”En sød og liflig klang” og “Hvem banker mon mit hjerte”. Sidstnævnte et album med børneaftensalmer lavet i samarbejde med forfatteren Iben Krogsdal.

Udgivet på Pile House Records.

http://heleneblum.dk/