Hartwin Dhoore er næppe et kendt navn blandt det store flertal her i riget. Derfor en kort introduktion. Han er belgier og betvinger af toradet trækharmonika og harmonium. Han har en del års turnevirksomhed bag sig i såvel Europa som USA og Canada med sin selvkomponerede musik. Siden 2015 har han opholdt sig i Estland og dér arbejdet sammen med estiske kolleger. Opholdet har aktuelt udmøntet sig i en række musikalske refleksioner over estiske landskaber og mennesker, fuldbyrdede i Hartwin Dhoore Trio med estiske Sofia-Liis Kose (violin, vokal) og Carlos Liiv (guitar, vokal).

Som antydet har Dhoore villet videregive en instrumental musikalsk materialisering af sine indtryk under opholdet i Estland. Man kunne kalde det musikalsk impressionisme. Der ligger overordnet set et lettere anstrøg af melankoli over hans refleksioner over Estlands natur og mennesker, og indtrykkene formidles udtryksfuldt, hvis det kan formuleres sådan. Der er intensitet og nærvær i udførelserne af de roligt flydende kompositioner, og de ordløse vokale tilføjelser forstærker udtrykket. Estiske titler som (i dansk oversættelse) Tåge, Måger, Refleksioner og Hvidt lys fortæller noget om musikkens væsen.

Melodierne er gennemgående vigende og lettere ostinatprægede og kan umiddelbart ikke henføres specifikt til nationale traditioner. Videregivelse af personlige indtryk har givetvis været den overordnede intention. De tætte og spilleteknisk kompetente udførelser bærer præg af en stram og let kammermusikalsk tilgang. Man kunne sagtens forestille sig, at trioen har lyttet til Dreamers´ Cirkus.

Med sidstnævnte vurdering og ovennævnte betragtninger i øvrigt in mente kan det anbefales at give ”Valge Valgus” en lytning. Der er noget at finde.

https://www.youtube.com/results?search_query=Hartwin+Dhoore+Trio

Hartwin Dhoore | Facebook