I deres 30-årige karriere har Welch og Rawlings fulgt en klar musikalsk linje, som de heller ikke afviger fra på dette seneste album – heldigvis.
Lige siden de kom til den store offentligheds opmærksomhed, har de fremstået lidt som uprofessionelle, men deres musik har placeret dem som nogle af de mest roste helte på den internationale rootsscene. Cementeret med bl.a. en Grammy for bedste folkalbum i 2021.
Hvor andre bestræber sig på at lyde varierede og anstrenger sig for at fastholde vores interesse, så har Welch og Rawlings en afslappet og lidt upræcis måde at levere deres sange på, som afviger fra popmusik. Deres vokaler lyder meget ensartede og unuancerede. Med simple arrangementer og ordinært guitarakkompagnement, med en afklædt lyd, tekster med dystre, eller i bedste fald alvorlige, emner, og med deres hverdagsagtige udseende, er de nærmest det modsatte af det, vi forbinder med berømte entertainere.
Desuden er de ikke engang en rigtig duo, idet begge insisterer på også at optræde som solister eller i gruppen Dave Rawlings Machine. Endelig er det over 13 år siden, at de har udsendt et album med nye, originale sange. Derfor er det ikke den gængse opskrift på succes, de har benyttet.
Hvor den kommercielle musik benytter hitlisteskabeloner, lækker lyd, designede images og AI-skabte produktioner, så gælder andre regler for rootsmusik. Her betyder ærlighed, personlig integritet, gode fortællinger og musikalsk arv mere.
Det har taget over 13 års ventetid på disse nye original-sange, men det har været ventetiden værd. Welch og Rawlings varemærke er at sætte nutidige tekster til simpel oldtime-musik. Flere af sangene her lyder næsten som lån fra andre sangskrivere. ”Empty Trainload of Sky” har f.eks. samme akkordprogression som Bob Dylans ”Things Have Changed”, og ”What We Have” lyder som Neil Young i 1970’erne.
Også “Here Stands a Woman” har tydelige referencer til både Dylan og Woody Guthrie, hvor fortælleren ser sig selv i spejlet og reflekterer over alderstegnene. Den bluesagtige “Howdy Howdy” kunne være den eneste sang her, der antyder lidt humor, men bliver til: “You and me are always gonna be howdy howdy; You and me always walk that lonesome valley”. Det er, som om mismodet og mørke skyer truer med at tage over.
Sangen ”Hashtag” kan høres som en hyldest til singer-songwriteren Guy Clark. Han var én af duoens tidligste støtter, som døde i 2016, og får følgende ord med på vejen:
”Singers like you and I/Are only news when we die/So here I’m just sitting round another night/Looking at your boots, Jesus Christ/That’s some big ones to try to fill/Never can and never will”. Den meget smukke sang er ledsaget af nogle strygere spillet af Ketch Secor fra Old Crow Medicine Show. Et af de få eksempler på, at akkompagnementet ikke kun består at duoens guitarer. Andre steder har lidt rytmeinstrumenter, en banjo og lidt pedal-steelguitar sneget sig ind, men det er som nævnt to stemmer og to guitarer, der udgør den karakteristiske lyd af Welch og Rawlings.
“The Day the Mississippi Died” synes at adressere den dag i 2020, da deres Woodland-indspilningsstudio blev alvorlig beskadiget af en tornado. Men det kunne være hvilken som helst ulykke, som har ramt almindelige mennesker, der også berettes om i sangen ”Lawman”.
Det er beretninger om de undertrykte og svage, men i modsætning til de førnævnte inspirationskilder, så peger teksterne her ikke direkte på konflikterne eller politiserer dem. Welchs og Rawlings sange er lament songs (af mangel på bedre dansk udtryk: Klagesange) og tilbyder ikke meget håb eller opfordring til kamp, men masser af empati.
“I do believe we’ve broken what we never knew could break; I’m just so disappointed in me and you. We can’t even argue, so what else can we do”, som de synger.
Sangene her har altså tydelige rødder i fortiden. De peger tilbage på de lidelser, som generationer før os har gennemlevet. De bliver nærmest lignelser, som vi møder i religiøse tekster. De er nyskrevne, men forekommer helt tidløse. Dette er efter min mening den egentlige styrke i Welchs og Rawlings musik og forklaringen på, at deres uprætentiøse, ærlige og dybfølte musik kan ramme en nerve i os lyttere, som pæn, glat popmusik ikke kan. Det er den musikalske linje, som Woodland heldigvis følger, og albummet er blevet en af de væsentligste roots-udgivelser i 2024.
