Gillian Welch og Dave Rawlings fandt en gammel spolebåndoptager, fik den støvet af og brugte den til at optage nogle coversange hjemme i stuen. Hvor det for mange andre vil være en nødendighed at bruge en primitiv indspilningsproces under corona-nedlukningen, så har det faktisk hele tiden været et kendetegn for Welsh og Rawlings.
Duoen har siden 1996 eksponeret folkemusik fra især Appalacherne i den simple udgave – nemlig deres stemmer og guitarer. De har hver for sig og sammen oplevet en fornyet interesse for musiktraditionen fra disse regioner og fremhæver selv, at deres unikke duetsangstil er inspireret af de mange ’brothers-duetpar’ hvad enten de hedder Delmore Brothers, Monroe Brothers eller Louvin Brothers.
De har simpelt hen taget sange, som er kendt fra old-time-, bluegrass- og country-sangbøgerne, fjernet den musikalske backing, som man kender fra mange af de oprindelige indspilninger, og ladet sangene stå mere afklædt. Flere af sangene er sat ned i tempo og har derved åbnet for et mere dramatisk og mørkt univers, som f.eks. Nick Cave gjorde i 1996 på sit album Murder Ballads. De gamle sanges fortællinger står tydeligere frem og bidrager sammen med både Welshs og Rawlings egne sange til en særlig melankolsk og til tider også dyster stemning.
Dette samt deres store talenter har igennem årene givet duoen stor succes, og – formoder jeg – er årsag til, at de er ved at udgive mange flere lignende ældre hjemmeoptagelser, demoer, m.m. som de kalder Boots. Lost Songs. Vol. 1, 2.. osv.
Det nærværende album er udelukkende coverversioner af gamle og nyere sange. De fleste er first takes – altså optaget i første forsøg, og man kan høre nærheden, intimiteten og klangen fra rummet, hvor de er optaget. Lige netop dette udvalg af covernumre er imidlertid ikke alle lige velegnet til denne ’dogmeproces’. Visse sange klæder det ikke at blive sat ned i tempo, ja, nogle mister helt den energi, som er deres kendetegn.
F.eks. er det ægteskabelige skænderi i den kække sang ’Jackson’, som Lee Hazelwood og Nancy Sinatra sang til tops på hitlisterne, her blevet til en lidt kedelig fortolkning. Bob Dylans ’Senor’ findes bedre med f.eks. Tim O’Brien, Elisabeth Cottons ’Oh Babe It Ain’t No Lie’, John Prines ’Hello In There’ og flere andre sange er ordinære. Den festlige ’Y’all Come’ bliver her næsten en parodi og påmindelse om, hvor svært det er at mødes om musikken p.t.
Især i USA kan det nok føles, som om de gode tider er fortid og forsvundet, men i stedet for at dvæle ved tristheden, i stedet for at lytte til endnu nogle hjemmeoptagelser af nostalgiske sange, er der sikkert andre end jeg, der hellere vil høre nyt materiale om den nye situation. Man skulle mene, at uden koncerter har musikerne bedre tid til at skive nye sange og indspille dem professionelt.
