I 1853 fyldte gårdmandssøn og violinspillemand Søren Christensen 18 år og fik i den anledning en nodebog med tomme nodelinjer. Han gik straks i gang med at fylde bogen med melodier, han havde lært eller selv komponeret. Musikken var med ham livet igennem, og få år før sin død i 1913 overdrog han både violin og nodebog til sin ældste dattersøn Niels Aage Andersen (1896-1975). Derved blev yderligere materiale tidligt i 1900-tallet tilføjet i bogen, som endte med at indeholde ca. 300 melodier.
Clara Tesch (violin), Mads Kjøller Henningsen (tværfløjte) og Julian Svejgaard (klaver) har fundet sammen om at se nærmere på nodebogens melodimateriale, hvilket har resulteret i denne cd med 14 af bogens melodier. Sammen kalder de sig Farvergade, opkaldt efter den københavnske gade med Vartovs Store Sal, hvor de tre musikere de seneste fem-seks år adskillige gange har slået sig løs musikalsk.
Som det fremgår, er der tale om traditionel dansemusik spillet med netop det formål for øje. Derfor præsenteres vi ikke for ambitiøse musikalske arrangementer, men det ville også være synd for denne herlige brugsmusik, der spilles af Farvergade med en skelen til, at vi skriver 2022. Lidt nænsomme arrangementer er det dog blevet til, ligesom gæstemusikere på udvalgte stykker krydrer med én- og toradet harmonika, kontrabas, lilletromme, guitar og en ekstra violin. Således får pladen den tilstrækkelige variation, som trods alt ikke er at foragte.
Farvergade må siges at bestå af særdeles kompetente musikere – man tør jo næsten ikke sige spillemænd, når Clara Tesch er iblandt dem. Stykkerne leveres med både musikalsk og kropsligt overskud og et swing, der kun kan animere danserne til at give sig en tand ekstra, så det bliver virkeligt sjovt for såvel dem som musikerne.
Julian Svejgaard med tillige sin jazzbaggrund er det helt rette valg af akkompagnatør – med licens til solistiske indslag. Han fuldender musikkens lette spændstighed.Farvergade præsenterer et fint bud på fortidig dansemusik i nutidig iklædning.