Fanø Fiddlers, oprindeligt med tilføjelsen ”- young edition”, er et succesfyldt musikalsk projekt, der er værd at bemærke. Det tog sin spæde begyndelse, da violinisten Tove de Fries i Sønderho samlede en flok seksårige musikinteresserede børn omkring sig med det formål at oplære dem i primært Fanøs musiktradition.

Violinen var naturligt i centrum, men snart kom der også en guitarist og banjospiller til, gruppens eneste maskuline medlem. Flere lokale musikere udover Tove de Fries har gennem årene været inddraget i projektet, og de seneste år har pianisten Malene Beck og trommeslageren Jens Mouritzen været nærmest faste medlemmer, sidstnævnte tillige som klaverunderviser for nogle af de unge musikere.

I dag er de mellem 15 og 18 år og er ved at spredes for mange vinde. Derved er der nu sat et naturligt punktum for Fanø Fiddlers. Ikke mindst det faktum er årsagen til, at en række udvalgte stykker fra deres store repertoire er blevet indspillet og nu udgivet på en cd. Projektet skulle naturligvis dokumenteres for eftertiden. At titulere en debut-cd ”Greatest Hits” er ikke gængs praksis, men da gruppens hits er skabt gennem en bemærkelsesværdig karriere med live-optræden på danske og udenlandske scener, er titlen faktisk ikke så misvisende.

Cd’ens sønderhoninger kan ikke overraske. Heller ikke de traditionelle danske spillemandsstykker. Tove de Fries er barn af en jysk spillemandsslægt. Derimod er det fyldige udvalg af musik fra øen Cape Breton i Nova Scotia ved Canadas østkyst udtryk for et helt specielt delprojekt for Fanø Fiddlers. Et besøg på Fanø for en del år siden af Cape Breton-musikerne Jerry Holland – som desværre ikke er her mere – og Marion Dewar medførte en længere række af gensidige musikalske kontakter og venskaber mellem de to øer.

Denne udveksling kom også til at inddrage Fanø Fiddlers. De har i to omgange optrådt på Cape Breton, bl.a. med nogle af øens bedste musikere, ligesom en række af Cape Breton-musikerne har været her i landet og optrådt med de unge, herunder på flere større festivaler. På den måde er musikken derovre fra blevet et kærlighedsprojekt for Fanø Fiddlers.

Målt med den store ubarmhjertige målestok er fremførelserne af stykkerne ganske naturligt ikke virtuose, men det nærmer sig det syndige at fremføre det, for disse unge mennesker har gennem både deres eget og Tove de Fries’ store engagement og høje ambitionsniveau opnået et beundringsværdigt musikalsk og teknisk niveau. Nok har skæve toner det med at forsvinde, når flere violiner spiller melodistemmerne, men cd´ens arrangementer med soloindslag af de enkelte medlemmer dokumenterer det høje niveau. Maskinrummet med Malene Becks klaver og Jens Mouritzens lilletromme gør deres til at skabe swing og drift i musikken. Når så lysten og gejsten hos de unge oveni er stærkt hørbar, bliver denne deres både første og formentligt sidste cd absolut værd at lægge ører til.

Nok har projektet Fanø Fiddlers nu nået sin afslutning, men de unge medlemmers oplevelser, erfaringer, engagement og musikalske kvalifikationer må nødvendigvis føre til, at andet og nyt opstår. Så må vi se. Lad afrundingen være et par citater fra cd’ens noter af Fanøs nok nærmeste Cape Breton-ven, den kendte musiker Troy MacGillivray:

”The Fanø Fiddlers are a fine example of community, family, dedication and so much more. It is my honour to have been a small part of their adventure. (…) Fiddle music is a large part of the Danish culture and the members of the Fanø Fiddlers are among the greatest contributors.”

Cd’en kan købes ved mail til stubbe@hpst.dk eller direkte i Sønderho Brugs eller Fanø Kunstmuseum.

https://www.facebook.com/fanofiddlersyoungedition

https://www.youtube.com/channel/UCAOqxWqxbxBYW1pIT15NW-A