Det ganske sandfærdige og rammende, men ikke helt nemme navn ”Eriksson/Myhr/ Malmström” dækker over en nystartet svensk/norsk trio, som spiller nykomponeret folkemusik på guitar, hardangerfele og klarinet/basklarinet. Trioen improviserer og varierer deres musik i en grad, så den næppe er sangbar, men særdeles stemningsfuld og poetisk.
Det er guitaristen Thomas Eriksson, der har komponeret samtlige ni skæringer, som helt tydeligt har deres baggrund i en spillemandstradition med tydelige norske kendetegn. Eriksson bor faktisk i Oslo, og pladen er da også udkommet på det norske forlag Heilo, opkaldt efter en smuk og stor vadefugl. Det er heiloens fløjt, der som et varemærke høres efter sidste nummer på alle pladeselskabets udgivelser, og således også her.
Trioens tre medlemmer er de to svenskere Thomas Eriksson (guitar) og Anna Malmström (klarinet og basklarinet) og så norske Helga Myhr, der klarer hardangerfelen og lidt sang – faktisk meget lidt sang. Komponisten, Eriksson har efter eget udsagn og trods sin unge alder været med i mange folkemusikprojekter.
Hvis man googler ham på Youtube ser man ham for eksempel med mandolin på en herlig film optaget midt i indiske Bombay blandt sariklædte kvinder og hønselignende husdyr, sammen med sangeren Axel Sondén. I 2016 færdiggjorde Eriksson sin uddannelse fra Musik og Drama-Akademiet i Göteborg og har siden bl.a. arbejdet ved Västanå-teatret.
Med den nye trios foreliggende debutplade, ”För Sola Skin på Tak” har Eriksson ønsket at vise guitaren frem som et melodiinstrument og har kigget efter andre musikere og instrumenter, der kunne lægge sig improviserende og frit fabulerende op ad den melodibærende guitar. Man får næsten fornemmelsen af, at dette her er musik fra grænselandet mellem klassisk kompositionsmusik og spillemandsmusik, når man lægger øre til. Det er smukt og virtuost, og det er ikke mindst en glæde at se musikerne arbejde sammen.
Man kan høre f.eks. det smukke nummer ”Halling” på Youtube. Den spinkle, rødhårede Malmström betjener med stor sikkerhed basklarinetten, mens Erikssons fingre glider ubesværet hen over gribebrættet og den lyse Myhr stryger hardangerfelen.
Det sidste nummer, ”Å Lykton” , er for mig pladens smukkeste. Her fornemmer man mere end på de otte andre en iørefaldende melodilinje, der snor sig ind og ud. Andre numre, som f.eks. ”Askersby” og ”Saltskär” er ganske vist smukke, men mange vil måske også finde dem lidt indadvendte og rigeligt detaljerede. Der kæles virkelig for detaljen og de stille improvisationer. Det er nu flot, og det er intens lyttemusik til små spillesteder og et stille publikum.
